Norske Silje O. Ulsteins debutkrimi, »Krybdyrmemoirer«, er helt igennem generøs, begavet, kompleks og snublende tæt på perfektion.
Uddrag af anmeldelsen:
»Kort fortalt handler »Krybdyrmemoirer« om en lille pige ved navn Iben, der i 2017 forsvinder i Kristiansund, og som ej blot hendes følelsesforvirrede mor, Mariam, men også lokale politifolk såsom den sjælforslåede Roe og grønskollingen Ronja kæmper for at finde.
Men bogen handler også om en umiddelbar treenighed, tilbage i starten af 00erne, bestående af pot- og metaldrengene Egil og Ingvar og ikke mindst den introverte Liv, der mere end nogen anden knytter sig til pytonslangen Nero, som i øvrigt selv spiller en finurlig og altædende hovedrolle, endda i form af sin egen, dyriske jeg-stemme.«