En brise fra Østersøen sender en let duft af tang og hav ind over den hvide sandstrand, hen over Falsters godt 150 år gamle dige og videre ind til en gruppe sommerhuse i første række i feriebyen Marielyst. Eller rettere sagt – to grupper af sommerhuse.
På et areal, der tidligere har tilhørt Dansk FolkeFerie, ligger 143 ældre feriehytter på hver 70-83 kvadratmeter drysset rundt i en hestesko tæt på hinanden mellem områdets birke- og nåletræer. Men for nylig fik de selskab af ti nye sommerhuse i dobbelt og tredobbelt størrelse, som nu ligger midt i hesteskoen. Et af de nye, store Skanlux-sommerhuse er lejet af en tysk familie i tre generationer, der er glade for huset og dets indendørs swimmingpool, spabad, sauna og billardbord.