Påskegudstjenesten er meget vigtig. Så vigtig, mener kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S), at ministeren nu vil arbejde på at finde en måde, hvorpå de aflyste påskegudstjenester kan afholdes inden for myndighedernes anbefalinger.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag offentliggjorde landets strategi for månederne fremover, stod det imidlertid klart, at gudstjenesterne hang i en tynd tråd, idet kirker skulle holde lukket frem til 10. maj.
I et snarrådigt – og nogle ville måske sige en smule sært – træk har Københavns Domkirke fundet en løsning på problemet.
Skærtorsdag kan kirkegængere komme til andagt in absentia i Vor Frue Kirke i København repræsenteret af en »selfie« – et billede af dig selv, som du sender til kirken før andagten.
Det skriver kirken i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.
»Vor Frue Kirke er som bekendt lukket i påsken på grund af coronavirus, men nu kan du alligevel komme i kirke – på en måde…«.
Andagten vil blive sendt live på Vor Frue Kirkes Facebook-side. Her vil man kunne følge med hjemme fra privaten og måske få mulighed for at få øjenkontakt med sig selv i kirken.

»I disse tider, hvor kirken er lukket, og folk ikke har mulighed for at deltage i kirkens ritualer, er det vigtigt at finde nye måder at udtrykke det kristne fællesskab på. Ikke mindst skærtorsdag, som handler om bordfællesskab,« siger domprovst Anders Gadegaard i pressemeddelelsen:
»Det er noget af det skønneste: At spise og drikke sammen. Det kan vi ikke nu, men så må vi forenes på anden vis. Jeg håber, kirkebænkene vil blive fyldt med billeder af mennesker, som så alligevel er med på den måde.«
Manøvren er inspireret af den italienske præst Don Giuseppe Corbari fra Lombardiet i Italien, der holdt andagt foran billeder af menigheden.
Ideen blev lovprist af selveste paven, som roste kreativiteten i Corbaris påfund. Lombardiet er som bekendt et af de hårdest ramte steder i landet, der har 135.586 bekræftede smittetilfælde og 17.000 døde.




