Kandidat til borgerrepræsentationen i København tordner mod udviklingen i byen samt sit eget parti

Emil Sloth Andersen mener, at udviklingen i København går den helt forkerte vej. Han opstiller som kandidat til borgerrepræsentationen for Radikale Venstre, men på flere punkter er han stærkt uenig med partiet.

Emil Sloth Andersen er kandidat til borgerrepræsentationen i København for Radikale Venstre og ønsker et markant anderledes København. På flere punkter går han imod partiets linje på rådhuset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat

I et debatindlæg i Politiken onsdag, kan man læse om en særdeles fortørnet og forarget mand, der stiller op som kandidat til Københavns Borgerrepræsentation.

Manden er Emil Sloth Andersen, som stiller op for Radikale Venstre. I indlægget hudfletter han udviklingen i København, der præges af unyttige prestigeprojekter og en leflen for den modeklædte elite, mens godtfolket bliver efterladt i rendestenen. Eller som Emil Sloth Andersen skriver det:

Der er ingen billige boliger, så hjemløse må »vralte rundt i gaderne«, og »kvinder, der er tæsket gule og blå, ikke kan få en seng på et krisecenter«.

Emil Sloth Andersen, dine holdninger ligger umiddelbart meget langt fra dit partis?

»Der er mange, der har lavet den fejltolkning. Det vil jeg reflektere over, men det her er først og fremmest en socialliberal vision. En idé om, at vi skal skabe flere indtægter til børneområdet, så det kan skabe frihed for dem, der ikke har den i kraft af deres baggrund eller kår.«

Uenig med partiet

Emil Sloth Andersen kan sine økonomer. Han sondrer mellem John Stuart Mills og James Heckman, som han kan lide, men mener også, at klassiske neoliberale tankegange som trickle down economics er håbløst uddaterede.

Han langer ud efter projekter som Lynetteholmen, som han kalder en »Dubai-ø«, og han kritiserer udsigten til »den globale elites paradisøer« fra boligbyggerier på Amager Fælled.

Radikale Venstre i Københavns Kommune stemte for Lynetteholmen med ledsagende ord fra partiets socialborgmester Mia Nyegaard om, at projektet var en fremtidssikring, og at partiet for ofte havde været bagstræberisk.

Radikale stemte jo for Lynetteholmen og boligerne på Amager Fælled, så på det punkt bryder du med partiet på rådhuset ...

»Borgerrepræsentationen er indrettet som et stort konsensusdemokrati, så det er svært at kritisere den udvikling, vi har set, uden der er nogle, som vil føle sig trådt over tæerne. Min kritik er først og fremmest en kritik af den kultur og metroforgældelsesregime, der er skabt dengang, jeg stadig gik med ble. Det ville være utroværdigt, hvis jeg blindt støttede de beslutninger, som har haft fatale konsekvenser,« siger han.

Manden i det nydelige jakkesæt

Hvis du er uenig i flere punkter, som har været centrale for radikal politik i København, hører du så ikke bedre hjemme i et andet parti?

»Nej, det synes jeg på ingen måde, at jeg gør, for jeg prioriterer ren infrastruktur, jeg prioriterer tidlige investeringer, og det er vi totalt fælles om. Og så skal man huske, at jeg bakker meget op om reformdagsordenen. Det er kerneradikale ideer, men det er jo ideer, der skal realiseres på Christiansborg,« siger han:

»Når jeg skriver et indlæg om udgiftsdelen, så risikerer jeg at fremstå rød, men jeg har på ingen måde noget imod den betegnelse, hvis nogle siger »Emil, det er ham den røde radikale«. Det vil jeg meget gerne tage på mig.«

Er du enig i, at når du nævner de superrige og eliten i byen, så lyder det som slagord, man oftest hører ude på venstrefløjen?

»Det er muligt, men jeg mener ikke, at venstrefløjen har patent på, at velfærdsstaten skal sørge for lige muligheder. Min pointe er, at manden i det nydelige jakkesæt, som arbejder i finanssektoren, nok skal klare sig. Han har ikke behov for vores hjælp. Har han det, så skal vi hjælpe ham. Det er ham, der har nydt fantastisk godt af at kunne købe lækre lejligheder i Nordhavn. En velfærdsstat skal i et eller andet omfang tage fra dem, der har, og give til dem, der mangler. Det må aldrig blive omvendt.«