Præsident Trump får lov til at sætte sin underskrift på endnu en check til store dele af den amerikanske befolkning. Det står klart, efter at demokratiske og republikanske ledere har annonceret en ny finanspolitisk pakke, der skal hjælpe amerikansk økonomi igennem det, som den tiltrædende præsident Joe Biden kalder en »mørk vinter«.
Der er fortsat nogle udeståender, men der er tale om en pakke på 900 milliarder dollar eller omkring 5.500 milliarder kroner. Alligevel er der på ingen måde tale om en stimulanspakke, men en samling af plastre, der skal kompensere for det manglende sociale sikkerhedsnet i USA.