Biden bliver USAs præsident – nu begynder det hårde arbejde

Joe Biden er USAs nye præsident, og arbejdet med at sætte det nye hold og politiske prioriteter går nu ind i en ny og hektisk fase. Det er dog Donald Trump, der er præsident indtil januar, så der kommer ingen hurtige ændringer i USAs politik – tværtimod vil Republikanerne have travlt med at udnytte de sidste uger ved magten.

Joe Biden er nu på vej mod Det Hvide Hus med indsættelse 20. januar 2021. I de kommende uger vil Biden præsentere sine ministeremner og lovgivningsmæssige prioriteringer, men det er Donald Trump, der bestemmer de næste to måneder. Drew Angerer/AP/Ritzau Scanpix

Joe Biden er nu erklæret vinder af det amerikanske præsidentvalg, selv om der fortsat er flere uger til, at formalia er på plads.

Nu venter en byge af retssager fra præsident Donald Trump og forsøg på at få smidt afgivne stemmer ud, men Biden vil nu begynde arbejdet med at forberede sin regering og de lovgivningsmæssige prioriteter. Demokraterne skal dog nok ikke forvente det store samarbejde fra Det Hvide Hus i den forestående proces.