Initiativtager bag åbent brev til regeringen: Du skal se på konteksten og de implicitte antagelser

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) forstår ikke 3.241 forskeres opfordring til, at regeringen bør trække støtten til en vedtagelse i Folketinget. Hun håber, at forskerne faktisk har læst teksten, lyder det. En af initiativtagerne bag brevet mener ikke, at vedtagelsesteksten i sig selv er kontroversiel. Men læser man mellem linjerne, er der tydelige problemer, lyder det.

Et åbent brev i Politiken fra 3.241 forskere er stilet til regeringen og uddannelses- og forskningsminister Ane Halboe-Jørgensen (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Selvom tusindvis af forskere kritiserer landets uddannelses- og forskningsminister for en tekst vedtaget i Folketinget om forskning, står Ane Halsboe-Jørgensen (S) fast på hvert et ord.

Hun »håber, at de faktisk har læst teksten,« lyder det fra Ane Halsboe-Jørgensen henvendt til forskerne i Politiken.

Folketinget vedtog 1. juni efter en forespørgselsdebat under emnet aktivisme i dansk forskning en tekst.

Teksten er 7-8 linjer, som blandt andet lyder:

»Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.«

Læs hele teksten her:

Partierne bag anser teksten ord for ord for at være ganske ukontroversiel. Men det gør en af initiativtagerne bag protestbrevet ikke.

Jo, måske er den linje for linje ikke kontroversiel i sig selv, men problemet er implicit, lyder det fra Mathias Hein Jessen.

Han er lektor ved Center for Civilsamfundsstudier på Copenhagen Business School og blandt initiativtagerne til det åbne brev til regeringen.

Teksten virker umiddelbart »overordnet«, lyder det:

»Men vi er bekymret for den kontekst, som teksten er formuleret inden for. Det, synes vi, er svært at se bort fra. Den er formuleret på baggrund af en specifik forespørgsel fra nogle specifikke politiske aktører om problemer i visse forskningsmiljøer, særligt humaniora og samfundsfag, og som kommer på baggrund af nogle specifikke angreb mod race-, køns-, migration- og postkolonial forskning,« siger Mathias Hein Jessen.

»Overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«

Da Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt i marts stillede et spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren, blev det startskuddet til en massiv vrede blandt flere tusinde forskere.

Morten Messerschmidt spurgte Ane Halsboe-Jørgensen (S), om hun mon var enig i, at der i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med »overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder«.

Folketinget vedtog 1. juni så ovennævnte tekst efter en forespørgselsdebat med et flertal af 72 mod 24 stemmer. Partierne bag forslaget er Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Nye Borgerlige.

Morten Messerschmidt og Henrik Dahl fra Liberal Alliance har i en længere periode kritiseret navngivne forskere og forskningsmiljøer for at være aktivistiske og pseudovidenskabelige. Det er især køns- og migrationsforskere, der i blogindlæg og fra Folketingets talerstol er blevet anklaget for aktivisme og politisering.

Og det er denne kontekst, som medinitiativtager Mathias Hein Jessen henviser til.

Antager implicit et problem

Det er dog ikke alene konteksten, som skuer i ørerne på initiativtagerne bag det åbne brev til regeringen. For der ligger en implicit antagelse bag teksten, lyder det:

»Vedtagelsen antager implicit, at der er et problem allerede, som universiteterne skal gøre noget ved. Hvorfor starter man ikke i stedet en dialog med de danske universiteter eller en mere tilbundsgående undersøgelse af, hvorvidt det er et problem,« siger Mathias Hein Jessen og tilføjer:

»I stedet antager man implicit, at der er et problem. Og man antager implicit, at universiteterne ikke allerede er opmærksomme på det eller er i stand til at håndtere problemet uden at blive mindet om det af Folketinget.«

Derfor mener Mathias Hein Jessen også, at vedtagelsen sætter sig mellem to stole:

»Enten siger man, at der er et problem i visse forskningsmiljøer, og så går man politisk ind og siger, at man skal gøre noget ved det. Men hvis man ikke mener det, og laver en vedtagelse, der siger, at universiteterne skal gøre deres arbejde, hvorfor så i det hele taget lave den her vedtagelsestekst. Hvorfor bruge ressourcer og tid, hvis der ikke allerede er et problem,« siger lektoren.

Til Politiken forklarer uddannelses- og forskningsministeren, at hun ikke forstår forskernes opfordring til, at regeringen trækker støtten til vedtagelsen:

»Jeg håber, at de faktisk har læst teksten og ikke lægger mig ord i munden, jeg ikke har sagt eller skrevet. Jeg vil godt understrege, at jeg mener, at grundbegrebet i det frie universitet er den akademiske selvregulering, og det er det, vedtagelsesteksten slår fast,« siger Ane Halsboe-Jørgensen til Politiken.