Georgie Bee ligger i sin seng. Håret er samlet i en lille rød knold, og hendes hud går i ét med det beigefarvede sengetøj. Makeuppen er slidt. Hun er i sit værelse i et warehouse i Østlondon. Vi skyper. Hendes ansigt er helt tæt på skærmen. Som Annie Lennox i musikvideoen »Why«. Hun gnider hånden over ansigtet. I aften er hun træt. Men forleden stod hun på scenen med to tøjkatte svingende fra sine brystvorter.
Bee er skodesigner om dagen og dragqueen om natten. Og så er hun heteroseksuel og én af de kvinder, der er begyndt at indtage dragscenen. En scene, som ellers har været forbeholdt homoseksuelle mænd. Female-to-female drag eller faux queens, som de bliver kaldt, er kvinder, der klæder sig ud som mænd, der klæder sig ud som kvinder. Hun er et eksempel på den udvikling, der er sket inden for dragmiljøet de seneste år.
»Som drag tør jeg udtrykke sider af mig selv og mit køn, som jeg normalt lægger bånd på. Jeg bliver ikke en anden person, jeg bliver en udvidet version af mig selv. Jeg bliver selvsikker i mit dragkostume. Det har virkelig hjulpet på min sociale angst. I mit kostume tør jeg snakke med hvem som helst. Det tør jeg ikke normalt,« siger Bee.
Frigørende
Bees to siamesiske katte, Frank og Maggie, smyger sig omkring hende i sengen. I sommer vandt Bee det anerkendte engelske dragkollektiv Sink The Pinks årlige dragkonkurrence med sin performance Pedigree Pussy. Iført en gammel læderjakke, knurhår på kinderne og en oversized kattehale kravlede hun ud af et papkattehus og strintede hele scenen til, mens hun ammede to »tamme« tøjkatte.
»I drag viser du, at der foregår noget inde i dig. At du er på en indre rejse, at du eksperimenterer og lærer dig selv at kende. Du udtrykker i virkeligheden dine inderste usikkerheder,« siger hun.
Drag er personligt frigørende, mener Bee. Måske er det grunden til, at flere og flere kan relatere sig til og bliver fascineret af drag. Men leger de heteroseksuelle bare turister i de homoseksuelles verden? Eller går alle i virkeligheden rundt med en dragqueen i maven, som kan forløse undertrykte sider af dem selv?
Dragqueens er efterhånden blevet inventar til firmajulefrokoster og klubfester. En udvikling, der især blev sat i gang af det amerikanske realityshow RuPauls Drag Race, der nu kører på niende sæson. Drag er blevet mainstream. Men den udvikling skaber konflikt inden for miljøet og stiller spørgsmålstegn ved de nye queens og publikums grund til at ville være en del af miljøet. En kritik som Bee ofte bliver mødt med. Har mainstream dragscenen mistet sin aktivistiske sjæl?
Dragkulturen var historisk set et rum, hvor den homoseksuelle mand kunne lege med de kønsstereotyper, som samfundet ikke anså for at være passende for en mand. Men i takt med accepten og »normaliseringen« af den homoseksuelle mand er dette frirum rykket ind i populærkulturen,« siger SDUs Michael Nebeling Petersen, der forsker i queerteori og homoseksuel kultur.
Dragmiljøet var et sted, hvor man kunne fejre sin anderledeshed, og dragqueens var sammen med transseksuelle med til at kæmpe for lige rettigheder for homoseksuelle ved de historiske Stonewall-optøjer i New York i 1969.
»Det, der bare ofte sker, når en subkultur bliver mainstream, er, at den bliver afradikaliseret,« siger Michael Nebeling Petersen.
To retninger
Traditionelt set er der to retninger inden for drag. Den ene retning er den »pæne« og klassiske: Dragqueens med stort hår, perfekt lagt makeup, en catwalk, der slår Kate Moss af podiet, og læber, der bevæger sig i sync til et Madonna-nummer. Den anden retning er de skæve, mere queer og »klovne-agtige« drags, hvis performance er mere outreret og seksuelt grænseoverskridende og leger endnu mere med kønsnormer, såsom kvinder med skæg og mænd med makeup.
»Det er den første, der er blevet mainstream. Den er tilpas »ufarlig«. Den er der gået polterabend og julefrokost i,« siger tøjdesigner Nicholas Nybro, som er mere kritisk over for udviklingen. Nicholas Nybro, der er en vigtig del af dragmiljøet i Danmark, har ud over sine egne kollektioner designet kostumer til mange af de store danske dragqueens.
»Jeg elsker, når drag provokerer og leger med kønnet; når drag er en personlig parafrase og ikke bare en kopi af arketypiske kvinder,« siger Nybro. Det er også det, han dyrker i sine kostumer.
I stedet for at være »dragget« helt op, har de queens, han styler, eksempelvis højt hår og kæmpe øjenvipper, men flade sko og hår på benene. Det kan lyde subtilt – »men det gør, at de kønsmæssige signaler bliver totalt blandet. Og det er dér, hvor drag virkelig kan rykke ved kønsnormer,« siger Nicholas Nybro.
Kløften mellem den »acceptable« drag og den »uacceptable« drag bliver større i takt med, at den ene bliver mere stueren. Det samme sker på et politisk plan, mener Michael Nebeling Petersen.
»Med rettigheder kommer der normer til om, hvordan man som homoseksuel skal være. De, der falder udenfor, bliver anset som og føler sig endnu mere »mærkelige«, end de gjorde før.« På den måde kan mainstreamificeringen risikere at splitte dragmiljøet og i sidste ende gøre, at den kønsmæssige aktivisme går tabt.«
Flere heteroseksuelle
Normaliseringen af drag har åbnet miljøet, og i den forbindelse er det selvfølgelig nogle gange svært at undgå dem, der kommer for at kigge på »dyrene i zoologisk have«. I Draghouse er de dog ikke alarmerede; de har snarere omfavnet udviklingen, forklarer Tonny Liljenberg, der er stifter, kreativ ansvarlig og »dragdaddy« i det danske dragfællesskab.
Draghouse startede på Jazzhouse, men de blev i 2016 så store, at de blev nødt til at rykke ind på Lille Vega, hvor de holder shows fire gange om året.
»Jeg synes, at det er befriende, at der er kommet flere heteroseksuelle til. Jeg kan godt forstå den territoriale konflikt. Især når man som homoseksuel mand har kæmpet en lang kamp for at vinde indpas. Men det er samtidig et kæmpe kompliment, at flere gerne vil være en del af miljøet,« siger Mia Eton-McKinsey, der er koordinator og pr-ansvarlig i Draghouse.
Nogle af de største queens i Draghouse er sågar begyndt at få teenagefans, der venter på dem efter showet med deres mor eller søster i hånden.
»Generelt er det vigtigt, at LGBT-miljøet bliver mere synligt. Jo mere synlighed, jo flere dragqueens kan tage hjem fra Cozy lørdag aften uden at blive forulempet. I Danmark er det heldigvis ikke så slemt, men det er det stadig mange andre steder i verden.«
Styrke, humor og sans for show
Det er SDU-forsker Michael Nebeling Petersen enig i:
»Normaliseringen gør også, at dragens etos når længere ud og giver mennesker, der ikke føler sig hjemme i gængse kønsroller, noget at spejle sig i,« siger han, mens Tonny Liljenberg påpeger, at bare fordi man er drag, er man ikke nødvendigvis direkte aktivistisk.
»For mange af vores queens er det blevet et arbejde og et kreativt outlet,« siger han. Han siger også, at der er mange forskellige typer queens i Draghouse, men at et fællestræk er styrke, humor og en sans for show.
»Der er samtidig meget sårbarhed i drag. Mange af vores queens har en meget interessant og hård historie, og så bliver man totalt overvældet, når de står der på scenen i fuld flor og kraft og synger – også selv om det er et Madonna- eller Adele-nummer. Dét er indtagende - ofte mere end én, der går i split.«
Michael Nebeling Petersen siger:
»Ingen føler, at de slår helt til rent kønsmæssigt. Jeg tror ikke, at der er nogen af os, der lever op til de regler, der er sat for vores køn og vores seksualitet. Ingen føler, at de er en smuk nok kvinde eller en stærk nok mand.«
Draghouse holder XMAS XTRAVAGANZA på Lille Vega 10. december.