Godmorgen! Flere af verdens ledere har meldt afbud til FNs store klimatopmøde i Aserbajdsjan, som starter i dag. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Glem mavefornemmelsen. Svaret på livets store spørgsmål er hos Danmarks mest kendte filosof.

  2. En stor gruppe danskere må kæmpe i månedsvis for at få job. »Aldersdiskrimination sker i alle brancher«.

  3. Eksperter advarer mod regeringens lovforslag. 300.000 kan have tabt store formuer.

  4. Henrik Hansen får fysisk kvalme af at høre musik: »Det er jo min identitet, der er ved at forsvinde«.

  5. Trumps sejr kan afgøre historisk våbenindkøb.

USAs afgående præsident Joe Biden er blandt de vestlige ledere, som forud for COP29 har meldt afbud. 
USAs afgående præsident Joe Biden er blandt de vestlige ledere, som forud for COP29 har meldt afbud.  Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Dagens vigtige: Verdensledere udebliver fra COP29

I dag er toppolitikere fra hele verden inviteret til Aserbajdsjans hovedstad Baku for at deltage i klimatopmødet COP29. 

Øverst på dagsordenen står klimafinansiering og dermed, hvordan regningen for verdens klimaforurening skal fordeles mellem nationerne.

Emnet forventes at skabe stor diskussion mellem verdens toppolitikere – eller i hvert fald dem, der er dukket op.

Forud for klimamødet har flere af Vestens toppolitikere nemlig meldt afbud. 

Både EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Hollands premierminister, Dick Schoof, har således meldt ud, at de ikke kommer til at deltage i konferencen. 

Heller ikke Tysklands kansler, Olaf Scholz, vil være at finde på deltagerlisten på grund af den aktuelle regeringskrise i landet.

Også USAs præsident, Joe Biden, har meldt afbud for andet år i træk – denne gang med henvisning til det netop afsluttede præsidentvalg i sidste uge. 

Uden for Vesten har Ruslands præsident, Vladimir Putin, også meldt afbud, og fra Kina, der er verdens største udleder af CO2, sender man en vicepremierminister til at repræsentere landet til topmødet.

Til gengæld har Taliban-styret i Afghanistan for første gang nogensinde tænkt sig at sende en repræsentant. Hvilken status repræsentanten vil få er dog uklart, skriver Ritzau

Hvad angår den franske præsident Emmanuel Macron, er årsagen til hans manglende tilstedeværelse ifølge Ritzau, at han protesterer imod, at COP29 bliver holdt i Aserbajdsjan, som Frankrig har haft et dårligt forhold til lige siden konflikten med Armenien. 

Og dette års vært for COP29 er da heller ikke en ukontroversiel en af slagsen. 

Ud over at lægge hus til et klimatopmøde er Aserbajdsen nemlig også en udpræget olienation og – ifølge en central systemkritiker – i fuld færd med at anvende mødet til at »grønvaske« landets strenge og autoritære styre. 

Det skriver Berlingskes videnskabsjournalist, Lars Henrik Aagaard, i sit portræt af landet forud for klimatopmødet. Hans artikel kan du læse her

Dagens Pilestræde: TRUMPONOMICS

Det bedste for den amerikanske økonomi ville være, hvis Trump videreførte »Bidenomics«, altså Joe Bidens økonomiske politik. Det mener Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie.

Meeeeeen … det kommer Trump næppe til at gøre.

Hvad kommer han til at gøre i stedet? Hvad bliver konsekvenserne af »Trumponomics«?

Dagens gæst er Ulrik Bie, økonomisk redaktør på Berlingske. Lyt med her.

Fik du læst?

Lige nu

Arbejder vi blandt andet på at bringe dig seneste nyt fra krigen i Ukraine, hvor Rusland ifølge amerikanske og ukrainske kilder forbereder en stor offensiv i Kursk-regionen med op mod 50.000 soldater – herunder nordkoreanske. Følg med i livebloggen her. 

God dag!