Nyrup på anklagebænken: Hans generation banede vej for megakriser, splittelse og Trump

Mange af de kriser, verden står i i dag, kan spores tilbage til 1990erne. Efter Murens fald kastede Vesten sig ud i en grænseløs globalisering, som skabte kolossal splittelse, flygtningestrømme og klimakrise og banede vejen for blandt andre Donald Trump. Berlingske har sat 90ernes statsminister Poul Nyrup Rasmussen på anklagebænken. Var I naive? 

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) siger, at han ville have sprængt Socialdemokratiet, hvis man forud for valget i 2001 havde gennemtvunget en strammere udlændingepolitik.  Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Da de tre mødtes igen i New York, var 1990erne blevet til 00erne. 

Den socialdemokratiske guldalder i Europa, der fulgte efter jerntæppets og Sovjetunionens fald, var ebbet ud. 1990ernes røde europakort var ved at blive farvet blåt, og i USA var Bill Clinton afløst af den konservative George W. Bush.