»Happy birthday, Mr. President / Happy birthday to you«.
Marilyn Monroes sang for John F. Kennedy 19. maj 1962 - ti dage før den demokratiske præsidents fødselsdag - er gået over i historien.
Hjerterne svulmede dén aften i Madison Square Garden på Manhattan. Et øjenbryn eller to blev også løftet. Man hørte hvisken i krogene.
For havde den blonde filmstjerne ikke lydt noget indsmigrende? Næsten kælent?
På den anden side: Vennerne i salen kendte jo til hendes stævnemøder med den katolske præsident. Det meget kvindelige stilikon og manden i midten kunne måske endda have været det perfekte par.
Og præsidenten var trods alt rundet af Demokraterne. Hvad dét betød, vidste enhver amerikaner dengang som nu. Stjernerne fra Hollywood og politikerne fra det parti kunne være to alen ud af ét stykke.
Det havde altid været sådan. Det er det sådan set stadig. Hvis du tilhører den amerikanske kulturelite, så stemmer du demokratisk. Og hvis du får taletid under valgkampen, så støtter du efter evne den demokratiske præsidentkandidat.
Eller du langer ud efter arvefjenden ovre hos Republikanerne. Om det så er længe efter selve valgkampen og få dage før præsidentens indsættelse. Som da skuespillerinden Meryl Streep under uddelingen af Golden Globe forleden skældte Donald Trump den sidste rest af hæder og ære fra.
»Hollywood vrimler med outsidere og fremmede,« sagde hun.
»Hvis vi sparkede dem ud, ville vi kun have amerikansk fodbold og kampsport tilbage - og det er ikke kunst.«
Meryl Streep var også vred over en meget omtalt situation fra Donald Trumps kampagne.
»Den opnåede det, den ville - nemlig at få dem, den var rettet til, til at grine og vise tænder. Det var det øjeblik, hvor den person, der vil beklæde vor nations mest respekterede embede, efterabede en handicappet journalist - én, som han selv overtrumfer hvad angår både privilegier, magt og evnen til at slå igen. Det knuste mit hjerte.«
Kunstnernes politiske engagement er i sig selv et meget amerikansk fænomen. Det handler ikke kun om optrædender ved nyvalgte præsidenters tiltrædelse.
»Amerikanske kunstnere blander sig bare mere i politik,« siger Mads Fuglede, USA-analytiker i virksomheden Formuepleje.
»De har simpelthen en længere tradition for det og ejer ikke den berøringsangst, vi kender fra danske forhold.«
Hollywood har som udgangspunkt været demokratisk, og forbindelsen mellem det store lærred og Demokraterne blev ifølge Mads Fuglede født allerede i 1920erne - i den epoke, man kalder den progressive æra. Dyder som sund livsførelse og solidt familieliv var i højsædet.
»Filmfolkene brød jo gamle normer ned og blev set som promiskuøse. Hvilket de socialkonservative så fandt stærkt udfordrende,« siger han.
Når en skuespillerinde som Meryl Streep holder den der tale, vil hun så flytte stemmer ovre i den anden lejr?
»Aldrig i livet. Meryl Streep og Republikanerne repræsenterer hver deres stamme,« siger Mads Fuglede.
»Demokraternes kulturelite tror rigtignok, de taler til den helt almindelige amerikaner. Men når Meryl Streep gør grin med kampsport og amerikansk fodbold, har det nærmest den modsatte effekt. Hun kalder Trump nedladende og gør det i virkeligheden på en lige så nedladende måde - og hun kan ikke selv se det.«
Selv om kulturpingernes giftermål med Demokraterne har et århundrede på bagen, virker den stadig lige livskraftig.
Bernie Sanders, der forsøgte at blive nomineret som præsidenkandidat, blev for eksempel støttet varmt af rockbands som Red Hot Chili Peppers og Vampire Weekend gennem hele sit kandidatur.
Hillary Clinton, der som bekendt vandt kampen, stjal stort set alle de andre pinger på poppens parnas. Lige fra trofaste Barbra Streisand til Katy Perry, Madonna, Cher, Lady Gaga og Miley Cyrus - for bare at nævne andre kvinder.
Og den gode Donald Trump måtte så tage til takke med de stadigt mere sørgelige rester. Hvilket vil sige en ret så kort række navne, der nok er ukendte for de fleste danskere. Plus showbryderen Hulk Hogan, countrysangeren Kenny Rogers, den evigt uforudsigelige Charlie Sheen og bassisten Gene Simmons fra rockbandet Kiss.
Denne sidste vil så til gengæld alligevel ikke optræde ved Trumps indsættelse på fredag. Han kunne ganske uventet ikke finde plads i sin kalender. Sagde han da. Navne som den britiske sanger og sangskriver Elton John og countrymusikeren Garth Brooks var også blevet spurgt og svarede nej tak.
Gæsterne den dag får teenageidolet Jackie Evancho fra »America’s Got Talent«, sangerne fra Mormon Tabernacle Choir og præcisionsdanserne fra The Rockettes i stedet for. Hvortil kommer mere amatørbaserede grupper som koret fra Missouri State University og Talladega Marching Tornadoes fra Alabama.
Amerikanske præsidenters indsættelse følges i øvrigt også altid op af en god håndfuld baller for diverse organisationer, og her er Donald Trump ingen undtagelse - bortset fra, at jagten på ordentlig musik er og har været en kamp fra dag ét. Hans kampagne har hele vejen været brolagt med klager fra musikere uden hjerte for hans sag: Navne som R.E.M., Adele, Neil Young og The Rolling Stones har været ude efter det, de mener er kampagnens misbrug af deres musik, og senest har Donald Trump hyret et band, der ikke er den heftige Trump-kritiker Bruce Springsteens berømte E-Street Band, men en populær kopi ved navn B-Street Band!
Når kulturkendte amerikanere selv drømmer om en periode eller to i det ovale værelse, er det stort set altid med Demokraternes blå farve på ærmet.
For den slags kendisser findes også. At omsætte berømmelse direkte til politisk indflydelse kan være en stor fristelse. Man begynder ikke helt fra bunden og kan måske endda trække på erfaring med medier og rampelys i almindelighed. Da dynamiske Harrison Ford havde haft succes som præsident i filmen »Air Force One« fra 1997, kunne han efter sigende have klaret sig pænt ved et eventuelt valg - selv om intet ville ligge ham fjernere i den virkelige verden. Kanye West kunne til gengæld godt se sig selv i stolen. Rapperen annoncerede i hvert fald muligheden for sit kandidatur under en prisuddeling på tv-kanalen MTV forrige år. En hel del amerikanere så den overraskende udmelding som lidt af en vittighed fra superstjernens side - også fordi hustruen Kim Kardashian aldrig havde hørt ham tale om det derhjemme. Da nyheden kom Hillary Clinton for øre, tog hun det pænt og kun en lille smule overbærende. Hun regnede dengang sit valg for sikkert og dermed også sit genvalg. Og hun luftede muligheden af, at Kanye West kunne blive hendes vicepræsidentkandidat op til præsidentvalget i 2020...
Alt skulle som bekendt ende anderledes. Men rapperen gentog faktisk sine planer på Twitter for kort tid siden - i lyset af Donald Trumps sejr dog først i forbindelse med valgkampen op til præsidentvalget i 2024, idet han åbenbart regner Donalds Trumps genvalg om fire år for sikkert. Kanye West har i øvrigt også haft møder med Trump selv og vendte ved den lejlighed emner som racisme, mobning og andre udfordringer i moderne kultur.
De fleste kulturkendte er altså demokrater. Lige på nær de stjerner, der så ikke er det alligevel. Og som hver eneste gang fylder deres kolleger i Danmark og resten af verden med undren. At typer som bokseren Mike Tyson og kampsportstjernen Chuck Norris har meldt sig under de republikanske faner, kommer vel ikke bag på nogen - hvilket Meryl Streep også kommenterede i sin tale. Men skønånder som skuespillerne Vince Vaughn fra »True Detective« og Tim Allen fra »Galaxy Quest«? Selv bløde mænd kan høre til Republikanernes hardlinere. Og sangerinder.
Sorte stjerner fra den klassiske verden har flere gange optrådt ved indsættelsen af Republikanske præsidenter: Jessye Norman sang for eksempel ved Ronald Reagans indsættelsesceremoni i 1985 og Marian Anderson ved Dwight D. Eisenhowers ditto i 1957. Historiens ironi er så mediedarlingernes udbredte mangel på succes med deres kandidater.
Da den daværende demokratiske vicepræsident Al Gore stillede op ved præsidentvalget i år 2000, havde han rekordmange kulturstøtter til hjælp, bl.a. Robert De Niro, Gwyneth Paltrow, Harrison Ford, og mange af dem »arvet« fra Bill Clinton. Men det var som bekendt George W. Bush, der løb af med sejren. Uden synderlig støtte fra nogen som helst.
Og heller ikke Donald Trump blev jo altså bakket op af skønånder i stort tal. Vælgerne fra hans egen stamme kunne sende ham i Det Hvide Hus helt selv. Hvilket kun har styrket deres selvværd og anti-elitære overbevisning.
Vinderens kampagne udsendte for nylig en video, der gjorde grin med skærmtroldenes frugtesløse kendiseffekt.
En video med budskabet: »Thanks for nothing«.