Dybt under jorden i udkanten af Rold Skov lå i 35 år den dybt hemmelige bunker, som skulle huse den danske regent og regering, hvis vi skulle blive udsat for et atomangreb.
Bunkeren ligger der sådan set endnu, men indgår ikke længere i landets tophemmelige beredskab og er derfor netop blevet åbnet som museum. Det er der kommet en fantastisk og på alle måder uomgængelig attraktion ud af. Ikke alene kan man komme på besøg i den spektakulære bunker, man kan også se en fin og oplysende udstilling i det smukt uanselige besøgscenter, som tegnestuen AART har tegnet.
Læs et uddrag af anmeldelsen her:
»Som det er med alle turistattraktioner i disse år, er det ikke nok med selve sagen. Der skal naturligvis være et »oplevelsescenter« – en bygning, der tygger maden for gæsterne, inden de slippes ind i selve attraktionen. Disse centre er som regel en trist affære, men i dette tilfælde har De Nordjyske Museer, som er bygherre, haft en heldig beslutningshånd.
Det er aarhusianske Aart, der har tegnet bygningen, og den er præcis så stram og ligegyldig, som sådan en bygning skal være på det sted. Jeg skriver ligegyldig som en ros og ikke en nedvurdering, for det er præcis det, der er sagen: Når attraktionen er i kongeklassen, skal det kedelige center egentlig bare passe sig selv – og det gør det her.«
