Langt inde i Rold Skov, forbi både Skørping og Rebild og 60 meter under jorden, havde Danmark i 40 år en hemmelig bunker, som skulle bruges, hvis russerne kom.

Dybt under en massiv kridtbakke kunne omkring 350 mennesker – regenten, regeringen, diverse embedesmænd og udvalgte medlemmer af pressen – overleve og agere i hvert fald i en måned, hvis der udbrød atomkrig.

Her var »situation rooms«, telekommunikation, dåsemad og køjesenge til de få mennesker, der skulle fastholde demokratiet og ideen om Danmark som en suveræn stat, hvis og når warszawapagtlandene fandt på at gøre den kolde krig brandvarm.

Demokratiets bunker

Det var ikke en overlevelsesbunker – tidshorisonten var som sagt og i bedste fald en måneds tid – men de små rum under kridtbakken var en lille verden, vores statsinstitutioner kunne arbejde i, og dermed sikre, at vi havde kontakt med vore NATO-allierede og med den frie verden, også selvom København var blevet mål for en atombombe.

På jordoverfladen var der ikke meget at se. Et gult parcelhus var stort set det eneste synlige bevis på, at noget ganske særligt foregik her, og i det boede »maskinmesteren« med sin familie.

Indgangen til den hemmelige verden var skjult i en uanselig betonskal, der kunne være et levn fra anden verdenskrig, og det imponerende er, at indtil anlægget blev opgivet for alvor i 2012, vidste ingen udenfor de vigtige cirkler, hvad det egentlig var, der foregik, eller kunne foregå, dernede i undergrunden.

Men altså, den kolde krig sluttede. De gode lo, de onde græd, og REGAN Vest, som anlægget hedder, blev lukket. Det er ikke opkaldt efter en amerikansk præsident, men hed sådan, fordi det var REGeringsANlæg Vest. Der, hvor nationens vigtigste funktioner kunne søge tilflugt, når hovedstaden var faldet.

I de seneste år har der været sporadiske historier fra den underjordiske verden i skoven, men for et par år siden blev det besluttet at gøre den gamle bunker til et museum.

Det åbnede i februar i år, og som tankevækkende, vild og mangefacetteret oplevelse er det intet mindre end fantastisk.

Stadig hemmeligt

Man kan stadig næsten ikke finde det. Mobilsignalet derinde i skoven er ikkeeksisterende, og skiltene er (måske bevidst) vildledende, men min klare opfordring til enhver er: Tag derover, find en diskret bil og begiv jer ind i mørket. Ind i fortiden, som desværre i det seneste år måske også er blevet fremtiden.

Som det er med alle turistattraktioner i disse år, er det ikke nok med selve sagen. Der skal naturligvis være et »oplevelsescenter – en bygning, der tygger maden for gæsterne, inden de slippes ind i selve attraktionen.

Disse centre er som regel en trist affære, men i dette tilfælde har De Nordjyske Museer, som er bygherre, haft en heldig beslutningshånd.

Det er aarhusianske Aart, der har tegnet bygningen, og den er præcis så stram og ligegyldig, som sådan en bygning skal være på sådan et sted.

Jeg skriver »ligegyldig« som en ros og ikke en nedvurdering, for det er præcis det, der er sagen: Når attraktionen er i kongeklassen, så skal det kedelige center egentlig bare passe sig selv – og det gør det her.

Det ligner en transformatorstation. En komposition af æsker i grafitgråt cortenstål med en fin proportionering, der straks fortæller, at der har været arkitekter på arbejde her.

I det store velkomstrum, der fortsætter det meget oplagte materialevalg med in situ støbt beton og terrazzo, er der udsigt til skoven udenfor og til en lodret række af lameller, der definerer den udendørs terrasse, men som kan drejes og lukke det hele af, så det i stedets ånd udelukkende ligner Fort Knox.

Museet har desværre endnu ikke forstået, at moderne turisme må og skal inkludere michelinbestjernet mad, så det, man kan få at spise i centrets cafeteria, er en plastindpakket sandwich og en friskskænket sodavand – men når nu hele museumsoplevelsen handler om overlevelse, er det måske ikke så dårligt endda.

Skovbryn på fotoprint

Besøgscentret er fint nok, som sagt, men det er, når man kommer over i skoven og ned i bunkeren, at det hele begynder. En 350 meter lang gang fører ind til det allerhelligste: de cirkulære, underjordiske bygninger, hvor regenten og regeringen ville bo, hvis russerne kom.

Bunkeren er ikke et militært »situation room«, for hæren ville i tilfælde af et angreb have sit eget sted. REGAN Vest var en tømmerflåde for demokratiet. Det sted, hvor regenten og hendes ministre kunne holde stand, så Danmark kunne blive ved med at være et demokratisk land, også hvis russerne trampede rundt ovenpå.

Strukturelt bestod anlægget af to ringe med hver to etager og en diameter på 54 meter (hvilket gør omkredsen til cirka 170 meter).

I den første ring var der officiel forretning med kontorer og møderum til samtlige ministre og deres medbragte embedsmænd.

Der var en nøje plan for, hvem og hvor mange der skulle med ned i dybet. Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet var de  største grupper, men eksempelvis skulle både kulturministeren og fiskeriministeren med, sådan at man kunne være sikker på, at regeringen kunne behandle alle relevante sager, lige meget hvad der foregik over jorden.

Nødvendig rundvisning

Man kan kun se bunkeren som deltager i en af de officielle rundvisninger, men når man først er kommet sig over den irritation, er det bare med at give sig hen, for REGAN Vest taler til alt det, man kan rumme i sin indre James Bond.

Der er ikke meget, der stikker oplevelsen af at gå gennem den lange, lange hesteskoformede gang ind i bunkeren, og når man først er derinde, melder følelsen af virkelighed og trist, men hektisk nødvendighed sig øjeblikkeligt.

De små celler med køjesenge til alle fortæller deres tydelige krisesprog ligesom de bizart underudstyrede møderum. Det er ikke en luksusudgave af Noas ark detteher.

Det er et nødvendigt arbejdssted til samfundets allermest centrale funktioner, og bunkerens kaserneagtige virkelighed er et fysisk langt stærkere budskab end fantasiens verden af højteknologisk luksus.

De rørende kiksede rum til kantine og opholdslounge, dekorerede med meterhøje skovbryns-fotoprints, der minder om alle teenageværelser i halvfjerdserne, fortæller bedre end barndommens orienteringstimer om situationens alvor dengang i firserne.

Man kan så nemt som ingenting forestille sig krisestemningen og dens desperate forsøg på at finde bare en smule normalitet midt i det atomare ragnarok.

En vigtig påmindelse

Rundvisningen fortæller også om alle de praktiske ting. Om nødstrøm, om iltanlæg og om rengøring i tilfælde af radioaktiv kontamination.

Hele turen er så rigeligt billetprisen værd, og når man kommer ud i lyset igen, føler man sig forandret. På det tidspunkt er det en stærk oplevelse at besøge maskinmesterboligen, som er blevet ført tilbage til normaldanmark anno 1980.

Her fortsætter tidsmaskinen, men over jorden, og selvom man er et ungt menneske uden nogen erindring om den kolde krig, er det sjovt at blive ført tilbage til den tid, da REGAN Vest havde størst betydning og nødvendighed.

Anlægget stod indflytningsklart og på konstant standby fra 1969 til 2003. Der blev jævnligt holdt øvelser dernede og igennem hele forløbet lykkedes det at holde dets eksistens næsten fuldkomment hemmelig.

At det nu er åbent er et scoop, og et besøg i bunkeren er noget, enhver skulle unde sig selv. Baggrunden er dyster, men netop derfor bør man besøge REGAN Vest.

Påmindelsen om, hvad vi står til at miste og håbet om, at det aldrig sker – at vi aldrig får brug for et lignende anlæg igen – bliver meget konkret. Og det er en sjælden nødvendig oplevelse at få i et museum.

Koldkrigsmuseet REGAN Vest
Røde Møllevej 26
9520 Skørping

Mandag-søndag
Kl. 9.30-20.00

Billetter skal bookes online på:
https://nordjyskemuseer.dk/u/regan-vest/