Det gamle post- og telegrafmuseum er nu endelig genopstået som det spændende, pirrende og problematiserende kommunikationsmuseum Enigma. Ordet Enigma, der kommer fra latin og græsk, betyder »gåde« men refererer også til den berømte nazityske kodemaskine af samme navn.
Et dunkelt og mørkt museum med andre ord. I en dunkel og mørk indramning, tænker man. Jeg troede indtil for nylig, at museet skulle bo i det dekomissionerede Østerbro Postkontor, men har nu fundet ud af, at posthuset udelukkende skal huse en restaurant, mens museet er blevet henvist til den triste tilbygning fra 1972, der til formålet er blevet »transformeret«, som det meget moderne hedder, af arkitektfirmaet Zeso Architects.