Opdatering 26. marts kl 9:13: Det er tilføjet, at spiontilsynet efter Kaarsbos vurdering »sandsynligvis« ville være kommet frem til samme resultat, hvis de havde haft samme materiale som undersøgelseskommissionen. Citat om »fiskestænger« er præciseret.
Kan det virkelig passe, at FE-sagen er fremkommet på grund af en misforståelse?
Noget tyder på det.
I hvert fald har fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et samråd i denne uge mere end antydet, at hele udgangspunktet for sagen synes at bero på en misforståelse, har Politiken beskrevet i flere artikler.
Det har aldrig været meningen, at tilsynet skulle have til opgave at undersøge FEs indhentning og videregivelse af detaljerede rådata, slog ministeren fast.
Sagen begyndte, da spiontilsynet – eller Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) – reagerede på en henvendelse fra en eller flere whistleblowere om netop brugen af den type data.
Derefter fulgte hård kritik fra tilsynet, hjemsendelser og en kommissions pure frikendelser af FE-ledelsen, hvilket dannede baggrundstæppe for en overraskende drejning med anholdelser og sigtelser og siden rejsning af tiltaler for at dele statshemmeligheder.
Tilsynets kritik handlede om den fortrolige dansk-amerikanske aftale om at tappe data fra danske internetkabler, har flere medier, herunder Berlingske, beskrevet.
I januar afgav den nu sygemeldte forsvarsminister, Jakob-Ellemann-Jensen (V), et svar til tilsynet, hvori der stod, at TET ikke skal føre kontrol med rådata.
Og nu har fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, altså banket tilsynet endnu længere tilbage.
Det fører til endnu et spørgsmål:
Hvorfor har Forsvarsministeriet ikke tidligere reageret og bedt tilsynet holde sig inden for dets kompetenceområde?
Politiken har gennemgået årsberetningerne tilbage til 2014, hvoraf det tydeligt fremgår, at tilsynet opfatter det som dets opgave at føre kontrol med indhentning af rådata.
Berlingske har sendt spørgsmålene videre til Jacob Kaarsbo, senioranalytiker i Tænketanken Europa og desuden indtil for fem år siden ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste.
En misforståelse
Kaarsbo mener ligesom Forsvarsministeriet, at det er tilsynet, der har misforstået sin opgave.
»Tilsynet har fået noget materiale fra en whistleblower. Tilsynet har simpelthen fået materiale, som det ikke har kompetence til at kigge på. Det skulle de slet ikke have haft,« siger Jacob Kaarsbo.
Han siger om misforståelsen:
»Det kan jo ske, når man ikke er vant til at sidde med den slags materiale og ikke har fuld indsigt i, hvad der ligger til grund.«
Jacob Kaarsbos vurdering af, hvordan problemet opstod, er klar.
Når undersøgelseskommissionen kom frem til en helt anden konklusion end tilsynet, var det, fordi kommissionen fik adgang til alt materiale.
Den udslagsgivende forskel var givetvis, at de samarbejdsaftaler, der lå til grund for at skaffe rådata, ikke var inkluderet i whistleblower-materialet.
TET var sandsynligvis kommet til samme konklusion som kommissionen, hvis de havde haft fuld indsigt.
»Det viser, hvor farligt det er at oprulle den slags, når folk ikke har fuld indsigt,« siger Jacob Kaarsbo.
For uden kritikken fra tilsynet havde hjemsendelserne ikke fundet sted.
Den store misforståelse lod sig allerede delvist afsløre i en sætning i den meget omtalte pressemeddelelse fra TET, hvori der stod, at der var risiko for, at der »uberettiget kan foretages indhentning mod danske statsborgere«.
Kaarsbo giver ikke meget for den vurdering.
For der er »altid« risiko for misbrug, siger han.
Men risikoen kan minimeres, og det bliver den, vurderer han.
For overordnet at forstå den omtalte risiko må man forstå en lille smule om rådata og typen af aftaler, der indgås.
Misbrugsrisikoen
Rådata er »den store sø, som FE har at fiske i«.
En sø af oplysninger fra et hav af forskellige kilder: internetdata, anden elektronisk indhentning og menneskelige kilder. Alt.
Tilsynet skal eksempelvis ikke have navne på, hvilke spioner tjenesten rekrutterer. Rådata om, at hr. Jensen skriver beskeder til sine 47 elskerinder, som Kaarsbo formulerer det, skal ikke kontrolleres. Medmindre hr. Jensen var involveret i en terrorsag, og efterretningstjenesten fik en retskendelse, så ville ingen se de data, argumenterer han.
»Tilsynet bør derimod kontrollere, om de »fiskestænger«, som tjenestens medarbejdere og samarbejdspartnere kan fiske i »søen« med, bliver begrænset tilstrækkeligt. Det er for eksempel gennem tekniske løsninger,« siger senioranalytikeren:
»Så der er altid en misbrugsrisiko, medmindre de mennesker, som arbejder med det, kun har præcis de fiskestænger, som de skal udstyres med.«
Han mener, at enhver regering og tjeneste er bange for misbrug. Så enhver indgået samarbejdsaftale om data bliver formuleret sprogligt så snævert som muligt.
Ministeriet overså måske passus
Kaarsbo understreger, at tilsynet er vigtigt og i hans øjne gerne må styrkes. Rådata er bare ikke en fornuftig vej at gå.
»Vi blev også blev kontrolleret for, om vi misbrugte noget. Det gjorde vi aldrig, og vi havde det i øvrigt fint med kontrollen. Det var jo fyringsgrund, som enhver ved,« siger Kaarsbo om sin tid i efterretningstjenesten.
Men hvem skulle have dykket ned i henvendelsen fra whistlebloweren, når det nu i dine øjne ikke var en opgave for tilsynet?
»Det kan jeg faktisk ikke svare dig på. Tilsynet og Forsvarsministeriet havde tid til at redde trådene ud. Det store spørgsmål er, hvad der er sket mellem november, da TET fik whistleblower-materialet, og august, da pressemeddelelsen blev udsendt.«
Hvorfor tror du, at ministeriet først i januar 2023 informerede tilsynet om, at de ikke skal kontrollere brugen af rådata, når tilsynet i årsberetningerne år efter år har beskrevet, at man gennemfører disse kontroller?
»Det virker også mystisk.«
Men han siger også:
»Jeg tror simpelthen ikke, at man i ministeriet har tænkt over de formuleringer om rådata i årsberetningerne. Man har måske tænkt, at det er fint nok.«
Jacob Kaarsbo mener, at det kan hænge sammen med, at tilsynet ikke gjorde sig klart, at FE hver eneste dag laver arbejde, som kan misbruges:
»Men i 2020 kom så den store sag ud af det. Og det er forståeligt, at ministeriet ikke har studset over en sætning i en årsrapport, men at man reagerer på tilsynets rolle, når der kommer en stor sag ud af det som FE-sagen. Så er det logisk nok, at det her går op for ministeriet, at tilsynet er gået for vidt.«
