Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den første partiformand, der fik ordet ved DRs partilederdebat tirsdag aften, var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som tidligere på dagen udskrev valg fra Folketingets talerstol.
Han var også den, der fik ordet flest gange, efter at DR-vært Ask Rostrup indledte med, at »et nyt kapitel i danmarkshistorien skal skrives« med folketingsvalget 5. juni.
Ifølge Berlingskes stopur er det også statsministeren, der blev aftenens højdespringer med en sammenlagt taletid på ni minutter og to sekunder. Det er tre gange så lang taletid som dem, der fik mindst.
Herefter kunne man måske tro, at det største parti i Folketinget, Socialdemokratiet, ville indtage en andenplads, men det er ikke tilfældet.
Thulesen Dahl og Paludans taletid
Ifølge Berlingskes stopur talte både Kristian Thulesen Dahl (DF) og Rasmus Paludan fra Stram Kurs mere end Socialdemokratiets Nicolai Wammen, der stillede op i stedet for Mette Frederiksen (S) på grund af sygdom.
Det er dog sekunder, der adskiller dem. Desuden skal det bemærkes, at politikerne indimellem talte i munden på hinanden, hvilket udfordrede stopuret.
Men ifølge Berlingskes optælling talte Kristian Thulesen Dahl i fem minutter og 23 sekunder, mens Rasmus Paludan talte i fem minutter og 18 sekunder.
Paludan talte særligt i den sidste del af partilederrunden, hvor han var tydeligt frustreret over, at han ikke havde fået mere taletid: »Ræverøde DR kan ikke nøjes med at give mig 20 sekunder,« sagde Paludan, da Ask Rostrup ville afbryde med et spørgsmål, hvorefter Paludan fortsatte.
På en fjerdeplads kommer Nicolai Wammen, der talte i fem minutter og 16 sekunder.
Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, Pernille Skipper fra Enhedslisten og Morten Østergaard fra de Radikale talte henholdsvis fire minutter og 46 sekunder, fire minutter og 32 sekunder og fire minutter og syv sekunder.
De seks politikere med mindst taletid
Seks politikere talte i mindre end fire minutter.
Anders Samuelsen fra Liberal Alliance fik ordet i tre minutter og 53 sekunder, Pia Olsen Dyhr fra SF talte i tre minutter og 40 sekunder, og Uffe Elbæk fra Alternativet fik tre minutter og 35 sekunder.
De Konservatives formand Søren Pape Poulsen talte i tre minutter og 21 sekunder, hvilket er 25 sekunder mere end de to partiformænd, der fik kortest taletid: Stig Grenov fra Kristendemokraterne og Klaus Riskær Petersen fra partiet af samme navn talte begge i to minutter og 56 sekunder.
Ser man på, hvem af de tilstedeværende der fik mest taletid, er den klare vinder af aftenen imidlertid ikke partilederne, men TV-værten Ask Rostrup, der talte i mere end ti minutter sammenlagt.
Hvad partilederne så talte om under debatten, kan du læse her.
Efter DRs partilederdebat talte politikerne videre med Berlingskes journalister, hvor de luftede deres syn på debatterne i både DR og TV 2, som du kan læse her.