Kort før jul annoncerede Nike sin egen version af Apollo-projektet. Med en voksen flok af videnskabsfolk, statistikere, designere og tre afrikanske løbere i verdensklasse vil den amerikanske sportsgigant i foråret gøre et forsøg på at bryde maraton-distancens magiske to-timers-grænse.
I løbekredse kendt som the moonshot-marathon. Nikes projekt bærer navnet »Breaking 2« og har været under forberedelse i mere end to år. Det er mildt sagt ambitiøst. Den nuværende verdensrekord på maratondistancen blev sat i Berlin i 2014 og lyder på 2:02:57.
Verdensrekorder i langdistanceløb bliver stort set aldrig længere slået med mere end én procent. Skal en af de tre løbere, som Nike har udvalgt til projektet, under to timer, så kræver det en forbedring af verdensrekorden på cirka 2,5 procent. Allerede til foråret.
Under normale omstændigheder bør det ikke kunne lade sig gøre, og det er også derfor, at Nike vil gøre omstændighederne unormale. Og hvorfor projektet bliver mødt med en god del skepsis. For er der tale om en rigtig rekord, hvis den bliver sat i optimal temperatur på en speciallavet, vindfri bane uden skarpe hjørner, helt ulig de traditionelle by-maratoner?
Nike har indtil nu været sparsom med detaljerne om, hvordan forsøget kommer til at se ud, men uanset om man mener, svaret på spørgsmålet er ja eller nej, så er det teknologiassisterede rekordforsøg et udtryk for, hvad der netop nu er voksende sportsvidenskabelig konsensus om: At det ikke er nogen naturlov, at mennesket bare bliver stadig hurtigere og stærkere, men at der tværtimod er grænser for menneskelig formåen, hvorfor vi også i de seneste ti år har set et performance-mæssigt plateau i verdensrekorder og idrætspræstationer. Det ændrede de 27 verdensrekorder ved OL i Rio heller ikke på.
Geoffroy Berthelot er forsker på det nationale franske sports- og idrætsinstitut, INSEP, og har i en årrække beskæftiget sig med udviklingen i sportslig formåen. Han har analyseret data fra titusinder af idrætspræstationer og verdensrekorder startende fra de første olympiske lege i 1896. Ud af alle de data trækker han nogle klare konklusioner.
»Siden slutningen af det 19. århundrede har vi brugt store ressourcer på at eksperimentere med og optimere den menneskelige præstationsevne. Også med doping. I de senere årtier kan vi konstatere, at vi er nået til et plateau i udviklingen og kun oplever meget små fremskridt. Og på nogle områder er performance ringere end under den Kolde Krig,« siger Geoffroy Berthelot til Berlingske.
I analyserne af præstationer undersøger både Geoffroy Berthelot og andre idrætsforskere en lang række aspekter af udviklingen i præstationsevne som eksempelvis genetik, epigenetik, fysiologi, klimaforhold og også historiske begivenheder. Depressionen i 30erne satte udviklingen af verdensrekorder i stå, ligesom de to verdenskrige satte udviklingen af verdensrekorder tilbage med henholdsvis seks og 13 år.
Omvendt accelererede den Kolde Krig udviklingen i kraft af konkurrencen mellem øst og vest, og den blev yderligere forstærket af de statslige dopingprogrammer i østblokken. En længere række rekorder (specielt hos kvinderne, der generelt kan hente større effekt af doping end mænd) står stadig. Og derfor er det næppe heller tilfældigt, at talknuserne kommer frem til, at 1988 – ét år før Murens fald – var det foreløbige højdepunkt for idrætspræstationer. Siden er de stagneret.
Afmatningen i rekorder og fremgang i præstationsevne falder altså sammen med Østblokkens kollaps og øget og bedre dopingkontrol. Uden brug af ulovlige stoffer bliver det stadig sværere at forbedre menneskekroppens ydeevne. Efter mere end 100 års optimering af træningsmetoder, og de processer, der fører til toppræstationer, kommer der kun forbedringer i marginalerne.
Vi ved, hvilke kropskarakteristika, der oftest skal til for at nå toppen i en given sport. I eksempelvis atletik og basketball kan man se, at i takt med at præstationerne er blevet forbedret, er forskellene på deltagernes kroppe blevet mindre. Men når man har fundet ud af hvilken type mennesker, der præsterer bedst i en given sport, har man kun en begrænset mængde at tage af, og der er grænser for, hvor meget man kan forbedre.
»Der bliver stadig sat verdensrekorder, men det er færre og færre, og forbedringerne er små i forhold til de tidligere rekorder. Tidligere blev der taget større bidder af rekorderne,« siger Geoffroy Berthelot.
I sportsgrene som svømning, banecykling, skøjteløb og sejlsport er der sket forholdsvis store fremskridt i de seneste par årtier, men det kan først og fremmest tilskrives teknologiske landvindinger. Eksempelvis førte nye materialer i badedragter til en klar forbedring af tiderne i svømning, indtil dragterne blev forbudt i 2009.
Der vil formentlig være præstationsmæssig fremgang at hente i et større fokus på den enkelte atlets fysiologi, på samme måde som medicin i fremtiden forventes at blive tilpasset den enkelte patient, siger forskeren.
»Man forsøger at optimere restitution, ernæring og lovlig medicinsk behandling, så det bliver meget specifikt på det enkelte individ. Her vil man formentlig kunne hente en smule progression i præstationer de kommende år, men derudover skal fremgangen først og fremmest hentes i teknologien,« siger Geoffroy Barthelot.
På den baggrund er det heller ikke overraskende, at Nikes ambition om et maraton under to timer i høj grad bliver omtalt som et teknologisk projekt, hvor løbesko, aerodynamik, banens form og anden ingeniørkunst skal være de faktorer, der får én eller i bedste fald tre løbere under de to timer.
Det er en noget anden og mindre romantisk tilgang end det rekordbrud, som projektet markedsfører sig på at være inspireret af, nemlig den glade britiske amatør Robert Bannisters løb i Oxford i 1954. I voldsomt blæsevejr blev han den første nogensinde, der løb én mil på under fire minutter.
Drømmen kom fra Bannister selv, ikke fra en markedsføringsafdeling. Men bestræbelserne på the moonshot-marathon er blevet til et slags våbenkapløb mellem Nike og Adidas. Tyskerne har ifølge flere medier også et lignende men mindre offentligt projekt. Den nuværende verdensrekordholder, Dennis Kimetto, er sponsoreret af Adidas.
Men hvor Adidas efter sigende satser på at bryde to-timers-muren i et traditionelt løb, så er der tvivl om, hvorvidt Nike-atleternes forsøg vil kunne tælle som en ægte verdensrekord. Er der eksempelvis for meget fjedring i løbernes sko, eller går ruten for meget nedad, så vil tiden ikke tælle som en officiel verdensrekord.
Kenyanske Eliud Kipchoge, der vandt OL-guld i Rio, er den af de tre løbere i projektet, som har det hurtigste maraton på sit CV. Hans personlige rekord er 2:03:05, som han løb i London Marathon i 2016. Men derfra og til under to timer er der ufattelig langt. Adharanand Finn er forfatter til en bog om kenyanske løbere og har selv løbet med Eliud Kipchoge. Han siger:
»Jeg tror, der er tæt på nul procents chance for, at de kan løbe under to timer på en bane og under betingelser, hvor tiden kan godkendes som en verdensrekord. Jeg kan ikke se nogen måde, Eliud Kipchoge pludselig skulle kunne skære tre minutter af,« siger Adharanand Finn til Outside.
Kommer Nikes løbere under de to timer, vil det altså snarere være et udtryk, at det er lykkedes at tilpasse omstændighederne for løb end evnen til at løbe. Hvis det er en triumf for mennesket, er det en triumf for teknologi og intellekt, mere end det er triumf i at presse den menneskelige fysik endnu et stykke. For den proces foregår i dag i enormt små ryk. Vi bliver ikke meget hurtigere. Vi hopper ikke højere. Vi bliver ikke meget stærkere.