Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor forarger maratonløbende mellemledere?

Maraton er ikke længere specielt. Stadigt flere kaster sig ud i halsbrækkende og ekstreme motionseventyr. Thomas Dupont er en af dem. Han startede med maraton og har nu løbet trailløbet UTMB på 166km i bjergene omkring Mont Blanc. Her er Thomas Dupont på et af sine træningspas på stierne omkring Kastrup og Amager Fælled. Fold sammen
Læs mere

Har De bemærket den nye hadefigur for også enkelte borgerlige kommentatorer? Den åndløse mellemleder, der har internaliseret konkurrencestatens etos om konstant selvoptimering og bruger fritiden på at løbe rundt om Søerne i København for at træne sig op til mellem- ledermaraton.

Tidligere har kritikken af det fremmedgjorte massemenneske været en venstreorienteret kritik mod (små)borgerligheden. Tænk på C. V. Jørgensens fremmedgjorte kontormand, Computer Charlie:

Computer Charlie tilbagelægger sit halve liv / i et spøgelsestog på vej til & fra kontor / & det uden at sige et eneste fornuftigt ord // Computer Charlie / er en helt almindelig mand / måske lidt overset & derfor meget støvet / en museumsgenstand man ikke værdiger et blik / fordi den gør en så fantastisk bedrøvet / det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det / men nu ved jeg det tilfældigvis godt / den fremmedgjorte mand Charlie førhen var / er nu forvandlet til en noget usikker human robot /

Men nu er kritikken delvis forskudt mod højre. Jeg tror, det er udtryk for, at vi længes mod en skarpere opdeling af livsverdener.

Industrialiseringen i 18oo- og 1900-tallet medførte for det fremvoksende industriborgerskab en skarp opdeling af livsverdener: Hjem og omverden, arbejde og fritid samt produktion og reproduktion. Arbejdet var præget af arbejdets logik og tanker om optimering og rationalisering, men i fritiden kunne man dyrke det sande, smukke og skønne.

Nødvendighedens og frihedens rige

Det syn på fritiden blev genspejlet i en noget mindre højstemt facon i arbejderklassens tidlige fritidssyn, hvor det var i fritiden, man kunne slappe af og nyde livet. En distinktion mellem nødvendighedens og frihedens rige.

Hvad ville man kalde sådan en distinktion i dag? Man ville nedladende kalde det en lønmodtagerindstilling. En nej-hat, der vil bruge fritiden i havens blomsterbede fremfor at performe til DHL-stafet med kollegaerne.

Det, der skete i mellemtiden, var sammensmeltningen af livsverdenerne fra 1970erne og 1980erne og fremad. Med tanker om selvrealisering gennem arbejdet, management- og selvudviklingstænkning, hvor fritiden i stigende grad blev betragtet som understøttende for eller en forlængelse af arbejdslivet.

Det kommer til udtryk på mange måder. Min hustru er medlem hos DJØF. Derfor modtager husstanden deres kursuskatalog. Kurserne, der skal holde én attraktiv på arbejdsmarkedet, har titler som »Tag på en unik personlig udviklingsrejse«, »Bliv en bedre udgave af dig selv«, »Mindful Self-Compassion«. De er fyldt med ord som »udfordringer«, »mod«, »positiv tænkning«, »performe« og »autentisk«, så det lyder som om, man er til vækkelsesmøde hos Alternativet.

Med sammensmeltningen instrumentaliserer vi en livsverden, et reservoir af glæde og oprigtig lystbetonet interesse, væk. En livsverden, hvorfra jeg tror, at en stor del af de originale ideer, vi hævder at skulle leve af, kommer fra.

Med hensyn til den maratonløbende mellemleder, så er der lige så meget tale om et forfængeligt identitetsprojekt, når vi har brug for ham som konformt modbillede til egen uniqueness.

I virkeligheden længes vi efter det sande, smukke og skønne, selvom kategorierne med nutidsøjne er så kitschede, at vi næsten ikke kan tale om det. Det er en livsverden og et sprog, der hører fortiden til.

Eller måske fortiden netop kan vise os, at det faktisk kan være anderledes?