I påsken stod scenen og tribunerne færdige i Dyrehaven nord for København. Klar til hver aften i en måned at tage 3.600 publikummer med på en rejse til Tolkiens univers Midgård, fyldt med hobbitter, trolde, elverfolk og en ond drage.
Men der kom en coronavirus på tværs og udskød hele forestillingen til næste år samme tid. Først i Ulvedalene og året efter igen i Aarhus.
Så hvad gør en skuespiller, som nu skal vente et år på at spille en rolle, man havde forberedt sig på og glædet sig til?
»Det er en underlig tom tid at gå rundt i. Sådan en stor forestilling er jo noget, man sætter sig selv op til mentalt og fysisk,« siger skuespiller Signe Egholm Olsen, som 9. maj fylder 40 år.
»Det er uforløst ikke at skulle gennemføre det nu og fyre den af. Hele ens DNA var tunet ind på, at det var det, der skulle ske. Det er enormt svært at være kreativ, når noget bliver taget fra én så brutalt,« siger hun.
Støvbadet, der blev væk
Signe Egholm har hørt om en forsker, der havde studeret nogle ellers glade høns, der havde fået taget støvbadet fra dem. Så blev de pludselig kede af det, fordi de ikke kunne støvbade.
»Jeg følte lidt, at mit støvbad var taget fra mig, mine legekammerater, for det er jo socialt at lave teater. Jeg savner fællesskabet ekstremt meget.«
Hun læste ikke »Hobbitten« som barn. Den var ikke en del af hendes børneopdragelse.
»Det var også derfor, jeg var glad for at få rollen og kaste mig ud i det. Alt var nyt. Jeg holder meget af at blive tilbudt noget, jeg ikke havde set mig selv i. Og jeg havde ikke set mig selv som en lille hobbit rende rundt derude i en skov. Det var der så nogle andre, der godt kunne se,« griner hun.
»Jeg kan selv godt lide at gå i teatret eller biografen og se en skuespiller, der bliver sat til noget, der er det modsatte af, hvad man havde forventet. Det tilfører altid noget godt til en historie. Jeg keder mig bravt, når skuespillere bliver sat til at spille den samme slags rolle gang på gang.«
Klassisk eller moderne
I sidste måned døde den svenske dramatiker Per Olov Enquist. Signe Egholm spillede for tre år siden med i hans stykke »Livlægens besøg« om Struensee og Christian VII. Hun var Caroline Mathilde, kongens hustru og livlægens elskerinde.
»Det var sørgeligt, at han døde. Han skrev godt. Jeg holder meget af de historiske og klassiske fortællinger. Med »Livlægens besøg« er der noget ægte på spil. Det kan jeg godt lide,« siger Signe Egholm.
Hun påtager sig lige så gerne de store klassiske roller såvel som den nye dramatik. Og holder meget af at lave film og TV, selv om hjertet banker højt for teatret, hvor det hele begyndte.
»Jeg kan enormt godt lide det her uforudsigelige liv. Jeg kan godt lide afvekslingen. Ikke at blive sat i nogen bås. At være både en dronning og en hacker. Sådan kamæleonagtigt og ikke blive set som en bestemt type,« siger Signe Egholm, som har spillet Lisbeth Salander i Stieg Larssons »Mænd der hader kvinder« på Nørrebro Teater.
Shakespeares Ophelia er endnu en af Signe Egholms klassiske roller. Og Hamlet-stykket var faktisk hendes debut som skuespiller, da hun blev færdig på Teaterskolen i 2003.
»Shakespeare har jeg også en stor kærlighed til. Så det var lidt af en drømmestart. Og med Jens Albinus som Hamlet. Virkelig flot selskab for en helt grøn skuespiller at komme i. 23 år gammel og blive kastet ud i det på Kronborg Slot. Jeg lagde mig fladt ned og blev taget under vingen. Som at flyve afsted med de gode, garvede kræfter. Jeg bliver aldrig træt af de klassiske historier, kærlighedshistorier, store dramaer.«
Henrik Ibsen har hun også spillet. Først »Bygmester Solness« og til efteråret på Husets Teater med forestillingen »Lille Eyolf«, hvor hun atter danner par med Jens Albinus, som hun skal møde igen på scenen for første gang, siden de lavede Hamlet.
Sort samvittighed
Sideløbende er hun med i kunstnerkollektivet Sort Samvittighed. En gruppe på ti kvinder, der sammen har skabt teater med Anne Linnets musik i »Hvid Magi« og Toves Ditlevsens tekster i »Tove! Tove! Tove!«. Og sidste år med stykket »I et forhold« på Betty Nansen Teatret.
»Det er en kæmpe styrke at have noget sammen. Der er meget i branchen, der er ensomt. Og her udvikler vi sammen et kunstnerisk sprog. Det er en gave, man ikke skal underkende betydningen af.«
Det kreative arbejde går langsomt, når man er ti, der skal blive enige. Og gruppen er samtidig udfordret af, at alle har fået børn på skift. Så lige nu er samarbejdet gået i dvale før næste projekt.
Rigtig meget mor
Så hvad går hun nu i det daglige og foretager sig, mens hun venter?
»Jeg har to børn, som jeg har været rigtigt meget sammen med. Rigtig meget mor. I dag skal den store hentes kvart over ét fra skolen. Og den lille ligger syg oppe i lejligheden og er sammen med sin far. I vores familie er vi jo slet ikke vant til at være så meget sammen, som vi er lige nu. Vi er normalt en familie, hvor vi arbejder på skift, så »når mor kommer hjem, er far lige gået«. Lige pludselig at være hjemme alle fire på samme tid har været voldsomt.«
Far er sangeren Jimmy Jørgensen, som hun har sønnen Morgan på tre år og datteren Billie på otte sammen med, og som var på turné, da coronaen ramte og sendte ham hjem.
»Så vi sad lige pludselig alle fire klokken seks og spiste frikadeller rundt om bordet, det var grænseoverskridende. Vi har aldrig lavet så meget aftensmad, som vi gør for tiden. Og fra bunden af. Det kommer der jo også gode ting ud af. Men jeg savner mit støvbad – jeg savner at blive stimuleret rent kunstnerisk.«
Jeg savner mit støvbad – jeg savner at blive stimuleret rent kunstnerisk.
Følelsen af fællesskab
Er verden nu blevet et mere usikkert sted?
»Man er nødt til at indgyde børnene noget at tro på, at fremtiden ser lys ud. Min datter går i anden klasse, og jeg er imponeret over, hvor meget de går op i klimaet og det at være gode kammerater. De har en meget større social bevidsthed end jeg kan huske, vi havde. Med dem tegner fremtiden lys,« mener hun.
»Krisen har jo vist, at vi godt kan omstille os, når vi får sat kniven for struben. Vi skal tage de bedste ting med fra denne tid, så det ikke kun bliver måneder i mørke, vi kan huske tilbage på. Lad os tage følelsen af fællesskab med os over på den anden side af krisen.«
