
Se listen: Her er de 100 rigeste i Danmark
Danmarks rigeste sidder tilsyneladende godt på formuerne, og derfor var der i forhold til sidste år ikke de store forskydninger på Berlingskes traditionsrige opgørelse over landets 100 rigeste. Det konkluderer Berlingskes Simon Bendtsen om årets rigeste-liste. Trods få overraskelser trak den gennemarbejdede liste traditionen tro også mange læsere til i år.

Manden inden i Kirsten Birgit taler ud: »Socialdemokratiet har vist sig at være det mest ømskindede parti, verden endnu har set – det har jeg ingen respekt for«
En cocktail af Berlingskes Søren Frank og Frederik Cilius – altså manden, der er inden i figuren Kirsten Birgit – var der bogstaveligt talt ild i. Søren Franks tekst blev et af årets mest læste interview på Berlingske.dk. Det ramte da også lige i kølvandet på debatten om Radio24syv og især det udbud af en DAB-kanal, som Radio Loud til manges overraskelse snuppede for næsen af Radio24syv.

Brügger og Bertelsen: Når vi mødte politikere, der havde fået en lille plimmelim på, lod de os vide, at Radio24syv var »totalt uden for kontrol«
Det samme kan man sige om denne kronik, som de to afgående Radio24syv-chefer Mads Brügger og Mikael Bertelsen fik bragt på Berlingske.dk 30. oktober – dagen før radiostationen lukkede. Rigtig mange klikkede på d'herrers kronik, som da også er voldsomt god og rummer ikke blot ærgrelse over et projekt, der forliste, men også guldkorn til personer, der leder andre personer.

Førende børneforskere: Det reelle omsorgssvigt er, at vores børn er for små, når vi overlader dem til fremmede
Mens vi på Berlingske hele året har dækket debatten om minimumsnormeringer tæt, var det især, da Berlingskes Rasmus Karkov trådte et skridt tilbage, at læserne virkelig hoppede på. I artiklen diskuteres ikke nul komma nul eller decimaler og normeringsteknik, men det fundamentale spørgsmål: Er vores børn for små, når de begynder i vuggestuen? Ja, lød det fra flere forskere.

Caroline Teglstrup blev forladt som nybagt mor: »Jeg venter stadig på, at der er en, der skriver til mig, at hun var sammen med ham«
I dag er der gået syv år, siden nu 35-årige Caroline Teglstrup blev præsenteret for en ny virkelighed. En virkelighed, hvor kærligheden mellem hende og hendes mand ikke var tilstrækkelig stærk. Hvor hendes hjerte blev makuleret, og hun modvilligt måtte udvide sit ordforråd med udtryk som »10-4«, »eksmand«, »skilsmisse« og »delebørn«. Sådan skrev Berlingskes Christina Hilstrøm i en historie om et forhold, der gik i stykker. I efteråret fokuserede Berlingske på kærligheden med serien »Alt om Kærlighed«.

Det sidste svigt stoppede Livs hjerte og kostede Marcus livet
Kun de 11 personer, der i løbet af weekenden 10. og 11. marts 2018 var til stede i lejligheden på Østerbro i København, ved, hvad der skete den nat. Den nat, da Liv blev hjerneskadet, og Marcus mistede livet, skriver Rasmus Karkov i en hjerteskærende historie om Liv og Marcus. Tre dage efter, at Berlingske bragte artiklen, døde Liv.

Mød manden med verdens bedste klimaløsninger – og bliv overrasket
Klimaet blev årets store politiske emne og bliver det sikkert også i 2020. Mens nye rapporter løbende dokumenterer klimaets kritiske tilstand, fokuserer andre på løsningerne. Lars Henrik Aagaards interview med miljøforkæmperen Paul Hawken blev en af årets mest læste klimahistorier.

Søren Frank uddeler en enkelt stjerne: Denne restaurant slår rekorden for dårlig service
Ja, Søren Frank har haft et godt år. Og hvis du ikke fik læst hans anmeldelse af Madklubbens nye restaurant, Roberta, så gør det. »Det er ikke til at komme uden om, at ikke bare havde afslutningen på måltidet været rekordfrustrerende – hele aftenen var mere eller mindre en lang række af skuffelser,« skriver Søren Frank om Roberta.

Se listen: Her er Danmarks mest indflydelsesrige kvinder
Endnu en fyldig og gennemarbejdet liste faldt i årets løb i læsernes smag, nemlig listen over de mest indflydelsesrige kvinder. Opgørelsen er ikke videnskabelig, idet kvinderne er udvalgt, fordi de er inspirerende rollemodeller. Berlingske har gennemgået landets 1.000 største virksomheder, iværksættersider, styrelser, kommuner, ministerier, organisationer og partier og har undervejs talt med headhuntere for at finde frem til de mest indflydelsesrige kvinder.
Det kom der denne liste ud af.

Ung mand blev i flere år chikaneret af Rasmus Paludan. En dag dukkede partilederen op med et kamera i den unge mands barndomsby
Under valgkampen satte Berlingskes gravegruppe sig for at fortælle, hvem Rasmus Paludan er. Det kom der en række fantastiske artikler ud af. Berlingske kunne i den forbindelse fortælle, at partilederen i flere år havde chikaneret en medstuderende. Ovenstående foto står på mange måder tilbage som et af årets mest sigende.

Hvis du vil forstå Socialdemokratiets succes, skal du forstå Martin Rossen
Michael Alsens og Thomas Søgaard Rohdes portræt af Socialdemokratiets chefstrateg og nuværende særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen har et af årets bedste anslag. Så er det sagt. Her er en bid:
»… en time efter vores samtale begynder telefonen at ringe. I den anden ende er Jeppe Bruus (S), aktuel folketingskandidat og tidligere MFer. Han ringer – af sig selv – for at rose Martin Rossen. »Han formår at omsætte strategier til konkrete og enkle greb og gøre det forståeligt. Han kan eksekvere,« siger Jeppe Bruus.«
Og sådan fortsætter det ...
Er du blandt de få, der ikke fik læst portrættet, så er det muligt lige her.

Pernille Harder: »Jeg turde først at sige, at jeg ville være verdens bedste, da jeg kom væk fra Danmark«
I slutningen af juli 2019 gik et billede af fodboldspilleren Pernille Harder, der kysser sin kæreste, viralt. Fordi kæresten er kvinde. I et interview med Berlingskes Lykke Friis fortalte Pernille Harder om billedet og om manglende ligestilling mellem mændenes og kvindernes landshold. Kvinderne bør have samme forhold som mændene, siger Pernille Haarder.

Fremtidsforsker: Pensionen er aflyst. Måske du kan leve af din bil eller dit hus
Frygt ikke fremtiden, alt tyder på, at den bliver bedre end nutiden. Sådan lyder budskabet fra fremtidsforsker og partner i Future Navigator Anne Skare Nielsen i et interview til Berlingskes Christina Hilstrøm.
»Der er grund til at være superoptimistiske. Alt bliver godt. I løbet af de næste ti år bliver alting bedre,« siger Skare Nielsen.

Katherine Diez: Jeg spiser ikke boeuf bourguignon med dig, før jeg har set din bogreol
Når vi skal være ærlige, havde få på redaktionen set det komme. Katherine Diez' klumme »Jeg spiser ikke boeuf bourguignon med dig, før jeg har set din bogreol« blev en af årets mest læste artikler på Berlingske.dk. Og så sluttede året 2019 i kærlighedens tegn for Diez, der fandt kærligheden i landets klimaminister, Dan Jørgensen.
Læs klummen, som de fleste andre allerede har læst, her.