Therese Nørholm Christiansen er ansat som adjunkt og underviser på sygeplejeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Den 25. marts var hun til fredagsbar på skolen. Hun var på det tidspunkt i gang med at træne op til et løb, og derfor drak hun den pågældende aften efter eget udsagn kun en enkelt øl. Egentlig var hun primært mødt op, fordi hun er medlem af bestyrelsen i personaleafdelingen på skolen og derfor gerne ville hjælpe til.

Omkring klokken 20 gik hun på toilettet, og da hun vaskede sine hænder, så hun via spejlet, at bagsiden af en telefon stak ud over toppen af den bås, hun stadig befandt sig i. Hun lagde mærke til de tre små kameraer, man finder på bagsiden af nyere iPhones.

»Først blev jeg vred, og jeg råbte noget i stil med 'hvad sker der, hvorfor er der en telefon,' og jeg vender mig om mod telefonen,« siger Therese Nørholm Christiansen.

Manden i båsen ved siden af reagerede ifølge hende aggressivt. Han råbte ifølge Therese Nørholm Christiansen noget i stil med, at han »fandeme har ret til at se, hvem der pisser på toilettet ved siden af«.

Det fik Therese Nørholm Christiansen til at »fryse«.

»Jeg blev helt paf. Jeg frøs. Og hvor jeg først var vred, blev jeg bange, for der kun var os to på toilettet. Så jeg stod bare helt stille og tjekkede, at døren er låst. Jeg kunne se, at telefonen forsvandt, og jeg kunne høre, at han løb derfra. Jeg prøvede at få et glimt af ham, men jeg nåede kun at se, at han har sort skjorte på,« siger hun.

Kameraet fanger

Manden i den sorte skjorte blev optaget på et overvågningskamera, da han løb fra toilettet. Men det vidste Therese Nørholm Christiansen ikke på dette tidspunkt.

Hun bevægede sig tilbage til fredagsbaren, men var med egne ord i chok. Hun fik spurgt nogle kollegaer, om de havde set en person i sort skjorte. Kort efter ringede hun til sin kæreste. Derefter tog hun hjem.

»Mine tanker fløj rundt i hovedet, og jeg var virkelig utilpas. Jeg tænkte på, om det er mig konkret, han har ventet på skulle på toilet. Og jeg begyndte at google og læse om et fænomen, hvor man filmer kvinder, der sidder på toilettet, uden de ved det. Jeg frygtede, at jeg ville ende på et pornosite,« siger Therese Nørholm Christiansen.

Manden erkender ifølge Københavns Professionshøjskoles HR-afdeling at have stukket kameraet inde over båsen, men nægter at have optaget. Efter hans udsagn ville han bruge telefonen til at se, om personen på den anden side var okay.

Sagen finder sted halvandet år, efter at Københavns Professionshøjskole fik hård kritik for håndteringen af en anden sag, hvor en ansat kontinuerligt blev chikaneret og krænket, uden ledelsen greb ind. Til sidst måtte hun trække sig fra sit job.

Rektor Stefan Hermann beklagede dengang episoden. Københavns Professionshøjskole har nultolerance over for krænkelser, hed det.

Og nu får skolen igen kritik for sin håndtering. Dels fordi Therese Nørholm Christiansen først fik at vide, at hendes angivelige krænker var bortvist, før hun pludselig mødte ham tilfældigt på skolen.

Men også fordi den mandlige kollega, der anklages for at have filmet hende, stadig er ansat på skolen, selvom han er meldt til politiet, og mere end hundrede ansatte har sat deres navn på et brev med støtte til den krænkede part.

»Lyver de?«

Ugen efter tog Therese Nørholm Christiansen først kontakt til sin arbejdsmiljørepræsentant. Via videoovervågning fik de identificeret manden. Det viste sig, at det er en, hun kender og havde talt med tidligere på aftenen.

»Det værste er, at jeg ved, hvem han er. Jeg kan slet ikke overskue, at jeg kan støde ind i ham,« siger hun.

Hun blev opfordret til at melde sagen til politiet, og det gjorde hun. Der er fortsat ikke taget stilling til, om der skal rejses sigtelse. Therese Nørholm Christiansen kontaktede også sin personaleleder, der så med stor alvor på sagen og lovede at tage den med videre.

Den 5. april fik hun af sin leder at vide, at den pågældende medarbejder var blevet bortvist. Indtil dette tidspunkt følte Therese Nørholm Christiansen, at sagen blev håndteret udmærket.

Men da hun få dage senere var til et møde på skolen, stødte hun pludselig ind i den medarbejder, der er anklaget for at have krænket hende.

»Han var på vej til fredagsbar og stod med en øl i hånden, og han havde en pæn skjorte på. Festtøj. Jeg fik suget al energi ud af mig. Jeg havde indtil da faktisk haft en irrationel skyldfølelse over, at jeg havde fået en kollega bortvist, men der vendte det. Der tænkte jeg bare: 'hvad foregår der. Har de overhovedet snakket med ham? Er han overhovedet bortvist? Lyver de for mig?'« siger hun.

Ekspert: Elendig håndtering

Ifølge Charlotte Kirkegaard, jurist og selvstændig konsulent, der blandt andet har rådgivet virksomheder i at håndtere og udarbejde strategier for håndteringen af krænkelsessager, er håndteringen »elendig«.

»Det virker, som om skolen slet ikke vil håndtere den her sag. Det hele er meget uprofessionelt. Ledelsen svigter, HR svigter – alle svigter. Der er intet i håndteringen, der tilnærmelsesvis er godt nok. Man er næsten målløs,« siger hun.

Hun vil ikke tage konkret stilling til, om Københavns Professionshøjskole burde have bortvist eller afskediget den angivelige krænker. Men de burde som minimum have været tydelige omkring sanktionerne.

»Sagen eskalerer, da den forurettede møder sin krænker, som hun tror er bortvist, ud af det blå. Det er et groft svigt, for der får man pludselig indtrykket af, at skolen slet ikke er på hendes side. Alle burde have lært at håndtere sådan en sag efter #metoo, men det her viser, at der stadig er lang vej,« lyder det.

Therese Nørholm Christiansen tog efterfølgende fat i sin leder, der ville undersøge sagen. Hun ringede lidt senere tilbage efter at have snakket med HR og sagde, at manden ikke længere var bortvist. Faktisk måtte lederen slet ikke have fortalt Therese Nørholm Christiansen, at hendes kollega var bortvist. Han havde i stedet fået en skriftlig advarsel.

Københavns Professionshøjskoles HR-afdeling bekræfter og beklager, at manden først blev bortvist, men derefter fik lov at komme tilbage på skolen med den skriftlige advarsel, uden at Therese Nørholm Christiansen blev informeret.

Møder med fagforening

Den 28. april holdt Therese Nørholm Christiansen igen møde med HR-afdelingen på skolen.

På mødet blev hun spurgt, om hun ikke ville mødes med den mand, der havde stukket en mobiltelefon ind over toiletbåsen. Det afslog hun.

»Jeg kan ikke se, hvad pointen skulle være. Der er ikke en konflikt, der skal mægles. Han har krænket mig, der er ikke noget at forhandle om,« siger hun.

Har du overvejet, om du vil få det bedre af at møde ham og få en undskyldning?

»Ja, men det tror jeg ikke på, at det vil. Det vil bare lukke sagen, og så får det ingen konsekvenser, det han har gjort. At jeg skal kæmpe så hårdt for overhovedet at blive taget seriøs, viser mig bare, at den her sag bliver betragtet som en irritation, som ledelsen bare vil have lukket,« siger hun.

Hun påpeger desuden, at hun er blevet rådet af politiet til ikke at mødes med krænkeren, mens der er en verserende sag.

Hendes fagforening gik efterfølgende ind i sagen, og 9. maj fandt et nyt møde sted, hvor kredsformand for Dansk Sygeplejeråd (DSR) Kristina Robins også deltog.

DSRs udgangspunkt er, at krænkeren straks som minimum skulle flyttes til en anden campus.

Kredsformand Kristina Robins oplyser i dag, at hun kender til andre sager af krænkende karakter på Københavns Professionshøjskole.

»Når vi har et medlem, der har oplevet krænkelser, stiller vi os altid til rådighed, for det kan være alvorligt, hvis man ikke bliver mødt af sin arbejdsplads. Vi synes, det er en vigtig grund til at følge op på den nultolerancepolitik, som Københavns Professionshøjskole har over for krænkelser,« siger hun.

En uges tid efter mødet fik Therese Nørholm Christiansen at vide, at hendes krænker var flyttet midlertidigt til en anden campus indtil sommerferien.

Men det har ikke stillet hverken Therese Nørholm Christiansen selv eller skolens øvrige ansatte tilfredse.

Hendes kollegaer har nemlig taget initiativ til en underskriftindsamling, der kræver handling fra ledelsen. I brevet står der blandt andet, at »beslutningen om at fortsætte samarbejdet med ham (krænkeren, red.) har vakt stor utryghed blandt vi ansatte«. Brevet er på få dage blevet underskrevet af over 100 medarbejdere.

For Therese Nørholm Christiansen er fremtiden på Københavns Professionshøjskole usikker. Hvis ikke hun var nær enden på et fireårigt forløb for at blive lektor, ville hun ikke være fortsat.

»Lige nu kan jeg ikke se mig fortsætte. Jeg er så tæt på min lektoranmodning, at jeg håber, at jeg kan holde ud indtil da. Men jeg har svært ved at se mig derude i fremtiden. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at de gør så meget for at beholde en krænker, mens de mister en engageret medarbejder.«

Rektor afviser interview

Skolens rektor, Stefan Hermann, har tidligere taget initiativ til en underskriftindsamling blandt ledere på uddannelsesinstitutioner. Efter at en krænkelsessag i 2020 fandt vej til Politikens spalter, udtalte Stefan Hermann, at man »ikke accepterer nogen form for sexistisk eller krænkende adfærd«.

Men den nye sag viser ifølge Charlotte Kirkegaard, at der stadig er lang vej igen.

»Der er stadig stor forskel på at signalere nultolerance og udøve nultolerance. Der er tydeligvis ikke nultolerance, og der er ikke en klar struktur for håndtering af en sag som denne, der er en ret alvorlig krænkelsessag. Det er topledelsens ansvar, og i det her tilfælde Stefan Hermanns ansvar, at der er en struktur, der virker.«

Stefan Hermann har selv mødtes med Therese Nørholm Christiansen for at håndtere sagen. Han vil dog ikke selv stille op til interview med Berlingske. Det er ifølge skolen dekan Randi Brinckmann, der skal håndtere pressen.

Randi Brinckmann, hvordan synes du, I har håndteret den her sag?

»Der er sket fejl. Vi hjemsendte først den pågældende, mens vi behandlede sagen, men vurderede efter grundig behandling, at en skriftlig advarsel var den rigtige sanktion. Det fik vi ikke kommunikeret til den krænkede part, og hun blev bange, da hun pludselig møder ham. Det var tudedumt. Det var fejl nummer et. Vi havde fortalt hende, han var hjemsendt, hvilket vi faktisk ikke måtte. Det var også en fejl.«

I har udadtil fortalt, at I har arbejdet med jeres måde at håndtere de her sager på. Viser det her ikke, at I stadig ikke er gode nok til det?

»Vi har reageret hurtigt, men ikke håndteret den her sag godt nok. Jeg er blevet opmærksom på, hvor vigtigt kommunikation er i processen. Og så vurderede vi først sanktionen ud fra krænkelsen uden at tage hensyn til, hvor påvirket den krænkede part var. Derfor gik det første senere op for os, at han måtte flyttes til et andet arbejdssted.«

I det åbne brev til ledelsen skriver jeres ansatte, at de mangler svar på, hvorfor krænkeren kun er forflyttet til august. Hvorfor er det tilfældet?

»De ansatte har krav på mere dialog. Det, at det kun er til august, vil jeg gå i dialog med dem om, fordi vi ikke ved, hvordan ting udvikler sig. Vi ved ikke, hvordan den krænkede har det til den tid.«

Men medarbejderne signalerer også, at de ikke har lyst til at arbejde med krænkeren. Skylder I ikke dem et svar på, om han er tilbage til august?

»Man skal ikke gå og være nervøs. Vi har valgt en midlertidig sanktion, fordi vi så kan evaluere, om vi har gjort det rigtige.«

Det, at I hele tiden skal ændre sanktioner, viser det ikke, at I ikke håndterer den her sag godt nok?

»Det viser, at vi tilpasser efterhånden, som vi bliver klogere. Der er også en politiefterforskning i gang, og hvis der kommer nye oplysninger frem der, så kan det være, vi skal ændre sanktion igen. Sådan må det være. Vi kommer ikke til at have en drejebog for præcis, hvilken sanktion der er den rigtige i forhold til krænkelsen. Det vil altid ske på baggrund af en vurdering af den enkelte sag,« siger Randi Brinckmann, der også understreger, at hun tager skarpt afstand fra den adfærd, som den anklagede har udvist.