Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I juni foreslog Dansk Folkeparti at fordoble straframmen for hærværk af statuer og andre kulturhistoriske monumenter til tre års fængsel.
Mens Det Konservative Folkeparti var positivt stemt, var Socialdemokratiet afventende. På det tidspunkt havde utilfredsheden og racismedebatten ikke manifesteret sig i form af kendte, konkrete eksempler på hærværk af statuer i Danmark.
»Lad os se, om det udvikler sig til et problem. Den udvikling vil jeg meget gerne følge meget nøje. Så vi er forbeholdne over for at skride til lovændringer på baggrund af et problem, der eksisterer i udlandet,« sagde retsordfører for Socialdemokratiet Jeppe Bruus til Berlingske.
I mellemtiden har en række statuer på dansk grund været udsat for hærværk som led i bevægelsen mod racisme og kolonialisme. Berlingske har samlet fem kendte eksempler, som du kan se nedenfor.
»Hærværk er uacceptabelt og – for at sige det ligeud – noget svineri«, skriver Jeppe Bruus fredag i en SMS til Berlingske.
Der er fem eksempler i Danmark. Mener du fortsat ikke, at der er grundlag for politikerne for at reagere ved eksempelvis at støtte Dansk Folkepartis forslag?
»Der er en ret høj straframme. Spørgsmålet er, hvor hårde domme der vil komme, og i hvor høj grad at straframmen normalvis udnyttes. Vi følger det tæt, og jeg vil bestemt ikke afvise, at vi vil reagere på det,« siger Jeppe Bruus.
I dag er straframmen for hærværk halvandet års fængsel.
»Det er klart, at hvis dommene falder ud i den lave ende, og der ikke er en hård reaktion på det, så vil vi bestemt ikke afvise at skærpe straframmen,« siger han.
Men det er jo ikke sikkert, at man finder gerningsmændene, så derfor falder der ikke nødvendigvis dom i sagerne. Kunne man ikke øge straframmen i et forsøg på at afskrække folk fra at begå hærværk?
»Der er allerede en relativ høj straframme. Men det er klart, at straf kan have en præventiv effekt ved at sende et signal. Men vi følger udviklingen. Og så håber jeg da, at gerningsmændene bliver fundet, og at de får en relativ hård straf. Skulle det vise sig, at det ikke bliver tilfældet, så er vi klar til at kigge på det,« siger Jeppe Bruus.
Statue af Christian IV i Nyboder i København – »racist«
En eller flere personer skrev ordet »racist« med rød skrift på en statue af Christian IV, der står ved Nyboder i København. Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, modtog nedenstående billede midt i juni.
Statue af Hans Egede ved Marmorkirken i København – »decolonize«
Natten til 30. juni blev en statue af den dansk-norske præst og missionær Hans Egede i Danmark udsat for hærværk. Statuen, der står ved Marmorkirken, var blevet påmalet ordet »decolonize«, altså »afkolonisér«, med rød maling. Forinden var en Hans Egede-statue i Grønland blev overhældt med rød maling. Det skete 21. juni. Kunstneren Aqqalu Berthelsen var efter eget udsagn i kontakt med folkene bag hærværket i Grønland og kunne fortælle, at bevæggrunden var, at det skulle være »slut med at hylde kolonister«.
Statue af Knud Rasmussen i Hundested – overhældt med rød maling
En byste af polarforskeren Knud Rasmussen i Hundested blev natten til 30. juni udsat for hærværk. Museumsinspektør Søren La Cour Jensen har til TV 2 Lorry sagt, at Knud Rasmussen var en vellidt person i Grønland. Det vil derfor undre ham, hvis motivet er politisk.
Statue af Mahatma Gandhi ved Borups Allé i København – mærket med »BLM«
En statue af den indiske fredsforkæmper Mahatma Gandhi, der er placeret i en park ved Borups Allé i København, er for nylig ifølge Politiken blevet bemalet med graffiti. På statuen har en eller flere gerningsmænd skrevet »BLM« – en forkortelse, der benyttes om Black Lives Matter. Avisen skriver, at Gandhi i en periode var utilfreds med, at apartheidsystemet i Sydafrika ikke skelnede mellem sorte og indere.
Den Lille Havfrue på Langelinie – »racist fish«
Fredag morgen kunne Ekstra Bladet fortælle, at der var blevet malet på stenen under Den Lille Havfrue på Langelinie. Stenen var blevet forsynet med teksten »racist fish« (»racistisk fisk«, red.). Politiet betragter sagen som hærværk. Ane Grum-Schwensen, der er museumsinspektør ved Odense Bys Museer og ansat ved H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet, har dog svært ved at se noget specielt racistisk i H.C. Andersen-eventyret »Den Lille Havfrue«.