Hanna Ziadeh smilte til en syrisk repræsentant – to uger senere fyrede Institut for Menneskerettigheder ham

Hanna Ziadeh blev inviteret til at holde et oplæg i Beirut, men så klagede Egypten, Syrien og et FN-organ over ham. Siden blev han fyret fra Institut for Menneskerettigheder, fordi han var »illoyal« og »er blevet opfattet som provokerende«.

I 2017 kaldte FN Syrien for et »torturkammer«. Men efter at Hanna Ziadeh kiggede på en syrisk repræsentant ved en konference i Beirut, mens han talte om tortur, har landet klaget til Institut for Menneskerettigheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix

Efter at have arbejdet ved Institut for Menneskerettigheder i 12 år kom Hanna Ziadehs fyreseddel på en e-mail fra kontoret ved siden af.

Årsagen til fyringen var – tilsyneladende – en konference i Beirut to uger tidligere. Her havde FNs økonomiske kommission for Mellemøsten, ESCWA, bedt Ziadeh holde et oplæg om ligestilling mellem kønnene.

Det skriver Weekendavisen.

For ikke at støde konferencens deltagende lande brugte Hanna Ziadeh eksempler fra Danmark i sin gennemgang af udfordringerne med menneskerettigheder. Men på et tidspunkt, da han talte om tortur, smilte han til en syrisk repræsentant ved konferencen.

»Hvorfor ser du på mig?« udbrød syreren ifølge Weekendavisen.

På et tidspunkt i sit oplæg nævner Ziadeh også den saudiske journalist Jamal Khashoggi, der i 2018 blev dræbt på det saudiarabiske konsulat i Istanbul.

I en kaffepause, mens Ziadeh taler med en egypter, bemærker han, at landet for nylig kidnappede den kvindelig blogger og menneskerettighedsaktivist Esraa Abdel-Fattah, der i 2011 var nomineret til Nobels fredspris, og torturerede hende.

Efterfølgende klagede Egypten, Syrien og FN-organet ESCWA, der havde inviteret Hanna Ziadeh, over danskeren.

Provokerende og illoyal

Få dage senere bad Hanna Ziadehs chef på Institut for Menneskerettigheder, Elsebeth Krogh, om en forklaring. Ifølge Weekendavisen meddelte hun ham, at han har optrådt »illoyalt« ved konferencen, og at det vil »få konsekvenser«.

Ni dage senere oversendte Hanna Ziadeh sin forklaring – med hjælp fra en advokat – til Elsebeth Krogh. Få timer senere blev han fyret, skriver Weekendavisen.

Hanna Ziadeh, her fotograferet i 2006, arbejede i 12 år ved Institut for Menneskerettigheder. For kort tid siden blev han fyret efter klager fra Egypten, Syrien og et FN-organ. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen.

I e-mailen om fyringen skriver Elsebeth Krogh blandt andet, at Hanna Ziadeh »er blevet oplevet som provokerende«, at man må »lægge bånd« på sig selv i sit diplomatiske arbejde, og at han foretrækker at sige tingene ligeud.

»(...) i modsætning til de øvrige medarbejdere er du ikke loyal over for vores arbejde, men over for din måde at gøre tingene på,« skriver Elsebeth Krogh ifølge Weekendavisen i sin e-mail til Hanna Ziadeh.

Alibi-menneskeretsarbejde

Hanna Ziadeh afviser selv, at han har handlet illoyalt.

I 2014 besluttede Institut for Menneskerettigheder sig for, at man ville fokusere mindre på at kritisere stater og mere på at samarbejde med dem.

»Det, mine chefer går op i, er ikke at lave ballade og støde partnere, så vores projekter kommer i fare. Så vi laver alibi-menneskeretsarbejde. Arabiske diktaturer bruger os som et figenblad uden at forpligte sig til noget som helst af betydning,« siger Hanna Ziadeh til Weekendavisen.

Ifølge Jonas Christoffersen, der er direktør for det selvejende statslige institut, er Hanna Ziadeh ikke blevet fyret for at påtale brud på menneskerettighederne. Han mener, at fyringen er sket »helt efter bogen«.

Direkte adspurgt af Weekendavisen siger Christoffersen, at der kan være tilfælde, hvor det er i orden for instituttets medarbejdere at påtale, hvis diktaturer lyver om overgreb.

Men der kan også være tilfælde, hvor det ikke er i orden at påtale det, siger direktøren.

»Det afhænger af konteksten,« siger Jonas Christoffersen.