Den amerikanske statsadvokat har netop placeret et nyt våben i hånden på Donald Trump.
Et våben, som Trump vil hive frem hver eneste gang, chancen byder sig, indtil de amerikanske vælgere har besluttet, hvem der skal være USAs næste præsident.
Natten til tirsdag offentliggjorde statsadvokat John Durham en rapport, der rejser en tung kritik af den undersøgelse, som FBI har lavet af Trumps valgkamp i 2016.
Det er en 300-sider lang gave for Donald Trump, vurderer Anders Agner, der er analytiker og chefredaktør på USA-mediet Kongressen.com:
»Donald Trump har mange gange snakket om, at han er udsat for en heksejagt, når en politisk sag går imod ham. Nu kan han gå ud og sige, ‘hvad sagde jeg?’«
»Her har han rent faktisk en statsadvokat, der indikerer, at der måske er noget om snakken i forhold til Rusland-undersøgelsen,« siger Anders Agner.
Durham har gransket baggrunden for den såkaldte Rusland-undersøgelse, der undersøgte en mulig russisk indblanding i præsidentvalget i 2016.
Formålet med indblandingen skulle angiveligt være at sikre sig, at Trump skulle vælges som præsident frem for Demokraternes Hillary Clinton.
Nu her – fire år efter, at han gik i gang – konkluderer Durham, at efterretningstjenesten manglede »reelle beviser« for, at der var et hemmeligt samarbejde mellem Trumps valgkamp og Rusland, før undersøgelsen blev iværksat.
Undersøgelsen forlod sig i høj grad på tip, som FBI havde fået fra den daværende præsidents politiske modstandere, hed det.
»Offentligheden blev snydt«
Flere af konklusionerne har været fremme før, men FBI har holdt fast i, at de havde beviser nok til at sætte undersøgelsen i gang.
Det er dog ikke samme konklusion, Durham kommer frem til.
Og det er vigtige informationer for Donald Trump, der går efter at blive Republikanernes kandidat ved præsidentvalget i 2024, vurderer Anders Agner.
»Trump kommer til at male med denne her pensel om, at han er forfulgt, herfra og indtil valget er ovre om halvandet år,« siger han.
Der gik ikke lang tid, fra rapporten blev udgivet, til Donald Trump reagerede med et opslag på sit eget sociale medie Truth Social.
»WOW! Efter grundig efterforskning konkluderer den særlige undersøger John Durham, at FBI aldrig skulle have startet Trump-Rusland-undersøgelsen,« skrev den tidligere præsident ifølge CNN.
»Med andre ord blev den amerikanske offentlighed snydt af dem, der ikke vil gøre USA storslået igen,« tilføjede han.
To steder, hvor Trump vil bruge rapporten
Donald Trumps begejstring er ikke helt uden grund.
Forude venter der nemlig flere sager, der kan være problematiske, hvis Donald Trump skal lykkes med at genindtage Det Hvide Hus.
Anders Agner nævner tre konkrete:
Sagen om, at Trump angiveligt har betalt pornoskuespilleren Stormy Daniels for, at hun tiede om en påstået affære.
Myndighedernes efterforskning af et opkald, hvor Trump skal have ringet til Georgias indenrigsminister og bedt ham »finde« 11.000 stemmer.
Og til sidst en undersøgelse af Trumps opbevaring af hemmeligstemplede dokumenter, som han tog med hjem fra Det Hvide Hus.
Sagerne er vidt forskellige, men fælles for dem er, at hver gang de bliver taget op, vil Donald Trump henvise til John Durhams rapport, vurderer Anders Agner.
»Selvom ingen af de her sager har noget som helst at gøre med FBI-undersøgelsen, vil Trump få det til at se sådan ud. Derfor vil vi høre rigtig, rigtig meget om rapporten,« siger han.
Men det er ikke kun i de sager, der er rejst mod republikaneren, at rapporten kan få konsekvenser. Ifølge USA-analytikeren kan konklusionerne også påvirke fremtidige sager, og her har Anders Agner særligt én i tankerne.
Lige nu bliver Donald Trump nemlig efterforsket for sit mulige ansvar i stormløbet på Kongressen 6. januar 2021. Det er i forvejen en sag, hvor myndighederne skal holde tungen lige i munden, påpeger han.
»Hvis en justitsminister, der er valgt af Demokraterne, rejser tiltale mod en republikansk præsidentkandidat, giver det et vist rabalder.«
»Statsadvokatens rapport lægger et ekstra lag på det i forvejen tunge pres, der er på denne her sag,« siger redaktøren.
Nuancerne udebliver
Konklusionen på Rusland-undersøgelsen blev præsenteret af specialefterforsker Robert Mueller i marts 2019.
Konklusionen var, at der ikke var beviser for en kriminel sammensværgelse mellem Trumps valgkamp i 2016 og Rusland.
Det fremgik dog også, at rapporten ikke fuldstændig kunne frifinde Donald Trump.
På baggrund af efterforskningen rejste Mueller 37 tiltaler, hvor flere var rettet mod Trumps tætte omgangskreds fra 2016.
Blandt andet blev tidligere kampagnechef Paul Manafort dømt.
Det er dog nuancer, som Donald Trump ikke giver meget for, vurderer Anders Agner.
»Når det kommer til ham, er alt sort og hvidt. Godt, dårligt. Galt eller genialt,« siger han.
Derfor er analytikeren også sikker på, at Donald Trumps fans vil »sluge det råt«, når den kandiderende præsident hiver sit nye våben frem de kommende mange måneder.




