Kølig hvidvin og den varme danske sommer hænger godt sammen. Men har du tænkt over, at man sjældent ser kvinder drikke vin på samme måde som mændene i film og TV-serier?
Der er nemlig et skægt forhold med spillefilm. Når de skal forestille at ligne virkeligheden, bliver de fyldt med hændelser og karaktertyper, som vi i forvejen kender fra andre film, men i meget mindre grad fra selve virkeligheden.
Når det er tilfældet, skyldes det, at det som regel er den hurtigste måde at viderebringe informationer om de personer, der optræder i filmen. Det er årsagen til, at hvis man ser en rig person i en dansk film, så ved vi næsten med 100 procents sikkerhed, at vedkommende skal forestille at være kynisk og samvittighedsløs. Eller hvis der optræder en homoseksuel, er vedkommende meget ofte et festfyrværkeri af livsglæde. At der findes filantropiske velhavere og deprimerede bøsser i virkelighedens verden, fremgår sjældent af film.
Sådan er det med de såkaldte filmtroper, eller klichéer, som anmelderne elsker at hade og udstille i deres anmeldelser, og dem er der også en del af i HBO-serien »Sharp Objects«, der anmeldes i dag i Berlingske.
Der er den »onde mor« (spillet af Patricia Clarkson), der i øvrigt også er et eksempel på den »onde rige«. Hendes ægtemand er typisk for ægtepar på film, for hvis kvinden er ond, er manden underkuet og passiv. Det er sådan set ikke en kritik af serien, der fint formidler atmosfæren i en lille beklumret sydstatsby, der i sig selv indeholder en stribe af velkendte filmtroper, fra den ubestikkelige sherif til sladrevorne nabo.
Men på et punkt adskiller »Sharp Objects« sig fra de faste skabeloner. Den kvindelige journalist (spillet af Amy Adams), der kommer til byen for at undersøge to børnemord, drikker fra morgen til aften, uden at lave undskyldninger og indtil hun får blackout. Men samtidig passer hun sit job på samme måde som en privatdetektiv i den gamle Raymond Chandler-tradition ville gøre det.
På film har den måde at drikke på været forbeholdt mænd, fra John Waynes cowboyfilm til Matthew McConaughey i »True Detective«.
I dag er alkoholvaner på film stadig en hurtig og effektiv måde at skildre, det der er ellers ville være svært at vise, nemlig karakterernes indre liv, hvadenten de er let stressede eller plagede af dæmoner.
Da en arbejdsgruppe på ti manuskriptforfattere fra Danske Dramatikere sidste år satte sig for at udforme et satirisk »ManusFest« med fyrre evigt genkommende filmstereotyper om mænd og kvinder handlede forbavsende mange af nedslagene fra dansk film og TV om alkoholindtagelse - måske, fordi det er så stor en del af vor selvforståelse.
Ifølge manifestet er der i danske film forskel på, om det er en mand eller om det er en kvinde, der tager sig et glas vin under madlavningen. Hvis det er en mand, er vinen tegn på, at han er en livsnydende gourmet. Hvis det er en kvinde, er det slet og ret, fordi hun er alkoholiker.
Når mænd omvendt er alkoholikere i film, skyldes det en eksistentiel krise. Når kvinder er det, skyldes det, at de ikke kan finde en kæreste eller ikke kan blive mor.
Siden udformningen af »ManusFestet« har manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen fundet endnu flere troper.
»Kvinder drikker kun meget i film, hvis der er tale om komedier. En trope, der ses meget ofte for tiden, er den kvindelige chardonnay-drikker, hvor vinglasset er et signal til publikum om, at kvinden mangler noget vigtigt i sit liv,« siger Jenny Lund Madsen.
Renée Zellweger i rollen som den kærestehungrende hvidsvinbæller Bridget Jones var en af de første til at fasttømre denne tilbagevendende karakter, mens Julie Bowen i TV-komedien »Modern Family« er den arketypiske husmoderversion. Den krampagtige måde hun genfylder sit hvidvinsglas fortæller os, at hendes familie stresser hende mere, end godt er. I et afsnit, hvor familien er på ferie, lejer hun i hemmelighed et separat hotelværelse for at kunne nyde de liflige dråber alene.
»Typisk er kvindens alkoholforbrug noget, der er pinligt og skal skjules. Eller også er alkoholforbrug noget, der får kvinder til at flippe fuldstændigt ud i vild og ukontrolleret opførsel,« siger Jenny Lund.
Sidstnævnte ses i komedier som Judd Apatows »The 40 Year Old Virgin« og »Bridesmaids«, hvor et hold veninder slipper deres indre vildkatte løs med morskab og galskab til følge. En hyleskæg variant af denne løssluppenhed ser man i Mette Horns karakter fra satiregruppen Emmas Dilemma, »Kvinden med de blå tænder«, der fortæller sandheder til sine pinligt berørte veninder.
Når man sjældent ser berusede kvinder i andet end i komedierammen, skyldes det, at fulde kvinder fører til tanker der er for »farlige«, mener Jenny Lund Madsen.
»Hvis man i en film ser en kvinde, der er fuld på en bar, opfatter publikum hende uvægerligt som et potentielt voldtægtsoffer. Så medmindre det netop er der, at historien skal hen, ser man det sjældent,« siger Jenny Lund Madsen.
Mænd bliver selvfølgelig også behandlet klichéfyldt på film, når det handler om alkohol. Typisk er alkohol på film knyttet til bestemte traditionelle mandefag såsom privatdetektiv, journalist eller forfatter. Den geniale, men livskyniske forfatter Hank Moody (David Duchovney) i TV-serien »Californication« eller den ligeledes geniale og eksistentielt udfordrede Rust Cohle (Matthew McConaughey) i TV-serien »True Detective« har vist, hvor flasken skal stå, men står på skuldrene af en lang række af filmhistoriske arketyper fra Sam Spade i »Malteserfalken« over James Bond/Sean Connery og hans shaken, not stirred til Mickey Rourke som forfatteren Charles Bukowski i filmen »Barfly«.
»Hos mændene er alkoholen ikke til hinder for, at de kan passe deres arbejde, mens det hos kvinderne signalerer deroute og tragisk isolation,« siger Jenny Lund Madsen.
Film hvor hovedpersonen er alkoholist, handler stort set altid om en mand, mens kvinden får tildelt rollen som den lidende kæreste eller hustru. Der er lavet fremragende film om alkoholisme, såsom Nicholas Cage som dødsdrikkende forfatter i »Leaving Las Vegas« og »Forspildte dage« fra 1945, hvor Ray Milland spiller endnu en mislykket forfatter.
Det er i sidstnævnte film, at hovedpersonen Don Birnam støber den tilbagevendende forbindelse mellem mænds kunst og deres alkohol, som siden er set meget ofte på film. Når Don Birnam drikker, bliver han »en af de store«, forklarer han sin bartender:
»Så er jeg Michelangelo, der former skægget på Moses. Så er jeg Van Gogh der maler rent solskin«.
Jenny Lund Madsen indrømmer, at hun selv har brugt stereotyper i sine manuskripter, men godt kunne tænke sig at se en film, hvor kvindelig alkoholisme bliver behandlet med samme alvor som i Per Flys »Bænken«, hvori Jesper Christensen drikker sig ihjel efter nogle af de hårdeste drukscener, der er lavet på dansk.
»Det er jo ikke fordi, man ikke må bruge genkendelige typer i film. Men danske film og TV-serier må godt i højere grad afspejle virkeligheden, og ikke bare gentage de historier, vi har set så mange gange før,« siger Jenny Lund Madsen.
Og så kommer hun i tanke om, at hun faktisk har skrevet en scene - til TV-serien »Bedrag« - hvor en kvinde drikker på en bar alene, uden at være egentligt ulykkelig.
»Hun er kun lidt ulykkeligt forelsket,« indrømmer Jenny Lund Madsen.
