En tidligere frikirkepræst er blevet varetægtsfængslet, sigtet for ni tilfælde af seksuelle krænkelser og overgreb mod unge under 18 år.
Efter en halv times grundlovsforhør besluttede Retten i Viborg onsdag, at manden fængsles frem til 5. april.
Den sigtede har ikke taget stilling til, om han erkender eller nægter sig skyldig i sigtelsen.
Manden er sigtet for at have begået de seksuelle krænkelser over for en håndfuld børn og unge fra menigheden i Silkeborg. Det skal ifølge sigtelsen have foregået i perioden fra 2006 til 2011. De forurettede er både drenge og piger.
Midt- og Vestjyllands Politi har haft kendskab til en del af anklagerne siden 2010.
/ritzau/
Del: