Frederik blev set som et problembarn i skolen. I virkeligheden var han blandt de to procent klogeste på sin alder

Frederiks folkeskole ville ikke anerkende, at han var højere begavet end sine jævnaldrende. I stedet mente lærerne, at han var en dreng, der havde problemer fagligt. Efter en mislykket tur hos skolens psykolog tog Frederiks forældre sagen i egen hånd. Nu går den niårige dreng ikke længere i folkeskole.

Niårige Frederik sidder på sit værelse i lejligheden i Skovshoved og læser i magasinet Illustreret Videnskab.

Han har altid haft andre interesser end sine jævnaldrende. Da han var lille, måtte godnathistorierne gerne handle om lokomotiver læst fra et leksikon. Han ved utroligt meget om atomkraftværker, og han har netop opdaget, hvor spændende det er at kode.