Forsvarer for IS-krigere: »Det virker helt vildt, at man lader mulige terrorister være på fri fod«

Udenrigsministeren og flere andre politikere ønsker ikke at retsforfølge danske IS-krigere i Danmark. Men flere af dem er allerede sigtet og begæret udleveret af danske domstole in absentia og bør derfor udleveres til Danmark, mener strafferetsadvokat Mette Grith Stage.

Advokat Mette Grith Stage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen

Flere danske politikere, inklusive udenrigsminister Anders Samuelsen, mener ikke, at Danmark skal hente og retsforfølge danske IS-krigere i Syrien, som USAs præsident Donald Trump opfordrede sine europæiske allierede til tidligt søndag morgen.

Udenrigsminister Anders Samuelsen udtalte til TV 2, at han »ingen interesse« har i, at hjælpe Syriens-krigere med dansk pas tilbage til Danmark og at »de har svigtet alt, hvad Danmark står for, og har i princippet været til at true danske soldaters liv.« Derfor ønsker udenrigsministeren ikke, at så meget som én af IS-krigerne kommer hjem og bliver retsforfulgt i Danmark.

Men dansk politi – og danske domstole – har allerede i en række tilfælde udstedt begæringer om fængsling af en række danske Syrienskrigere, der således skal anholdes og udleveres, hvor de træffes i udlandet.

På den ene side mener politi og anklagemyndighed i en række sager, at navngivne krigere skal udleveres, og på den anden side siger udenrigsministeren nu klart, at de ikke skal til Danmark.

Så hvorfor ikke bare droppe at retsforfølge alle, der er eftersøgt i udlandet, spørger strafferetsadvokat Mette Grith Stage. Hun kalder det populistisk kun at nægte IS-krigere en dansk rettergang, når andre kriminelle, der er eftersøgt i udlandet, bliver udleveret og retsforfulgt herhjemme.

Mette Grith Stage er forsvarer for to danske IS-krigere, der er varetægtsfængslede in absentia, og som Københavns Politi og anklagemyndigheden ønsker til Danmark. Begge har kæmpet for Islamisk Stat siden 2013. Den ene er Jakob El-Ali, som stadig er i Syrien, og den anden, kaldet »SK«, er sigtet og beskyttet af navneforbud, men befinder sig lige nu på fri fod i Tyrkiet. Begge vil de gerne udleveres til Danmark og retsforfølges. Også en tredje højtprofileret IS-kriger, Ahmed El-Haj, der er kendt for at skyde til måls efter billeder af blandt andre Naser Khader, ønsker at komme til Danmark. Han er fængslet i Tyrkiet, og danske myndigheder har anmodet om at få ham udleveret.

»Vi står i en situation, hvor en dommer har vurderet, at der er en begrundet mistanke om, at de pågældende har gjort sig skyldige i en forbrydelse, der har en relation til terror. Når der er en begrundet mistanke om det, så virker det helt vildt, at man lader mulige terrorister være på fri fod,« siger Mette Grith Stage.

»Det er helt til grin«

Både »SK« og Jakob El-Ali er sigtede for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, og El-Ali er kendt for blandt andet at posere på et billede fra Syrien i IS-uniform med afhuggede hoveder. Men trods deres tid i terrororganisationen, ønsker flere politikere ikke, som myndighederne, at retsforfølge dem herhjemme.

»Begge mine klienter er sigtede for alvorlige forbrydelser, så man må også vurdere, om ikke der er en risiko ved at lade dem gå frit omkring? Er det i virkeligheden ikke bedre, at de kommer hjem, bliver straffet og resocialiseret eller afradikaliseret? Nu kan de i princippet gå frit rundt som potentielt tikkende bomber,« siger Mette Grith Stage.

Derudover påpeger Mette Grith Stage, at det er et spild af ressourcer, når politikere ikke ønsker at retsforfølge kriminelle, som domstolene allerede har brugt omfangsrige ressourcer på.

»Det er helt bizart, at retssystemet er blevet sat i gang. Både politiet og anklagemyndigheden, domstolene og advokater har brugt ressourcer på sager, der involverer IS-krigere. Der er afsagt kendelser om varetægtsfængsling, og nu mener Anders Samuelsen ikke, at de dømte skal hentes hjem? Så må man spørge, hvorfor hele systemet skulle sættes i gang i første omgang? Samfundet har brugt ressourcer og skattekroner på det. Det er helt til grin,« siger Mette Grith Stage.

I en kommentar meddeler Justitsministeriet, at en koordineret gruppe af myndigheder tager stilling til hver enkelt sag om IS-krigere.