Først på en 20. plads kniber en jysk kommune sig ind – alle andre ligger på Sjælland

De nyeste coronatal viser, at smitten i høj grad centrerer sig om Hovedstaden og på Sjælland generelt.

Især sjællandske kommuner har et højt smitteniveau i disse dage. Det gælder også Københavns Kommune, hvor den såkaldte incidens lige nu er særdeles høj. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Region Hovedstaden er for få timer siden blevet rykket et risikoniveau op – fra niveau tre til niveau fire.

De seneste tal for antallet af smittede i Danmark vidner da også om, at den såkaldte incidens lige nu er høj i hovedstadsområdet og på Sjælland i det hele taget.

Herlev, Rødovre og Brøndby kommuner registrerer lige nu flest positive test per 100.000 indbyggere i hele landet. Herlev har en incidens på 445,7. Incidensen i København lød onsdag på 318,4 og i går 342,1. I dag ligger den på 343,8.

Især kommunerne omkring Hovedstaden har et højt niveau af smitte, og  tirsdag blev der da også indført flere restriktioner i 17 kommuner.

På listen over kommuner med det højeste smitteniveau ligger 19 ud af de 20 kommuner på Sjælland. For få uger siden blandede især nordjyske kommuner sig i toppen. Holstebro Kommune ligger lige nu på en 20. plads på den triste liste.

De 20 kommuner med højeste smitteniveau

Incidensen er antallet af smittede per 100.000 personer målt over de seneste syv dage:

  1. Herlev 445,7
  2. Rødovre 421,7
  3. Brøndby 406,4
  4. Ishøj 402,5
  5. Hvidovre 365,4
  6. Helsingør 359,7
  7. København 343,8
  8. Tårnby 338,7
  9. Høje-Taastrup 324
  10. Frederiksberg 317
  11. Solrød 296,6
  12. Gladsaxe 279,8
  13. Furesø 274,2
  14. Lyngby-Taarbæk 264,4
  15. Vordingborg 264,3
  16. Dragør 255,9
  17. Ballerup 250,9
  18. Rudersdal 242,5
  19. Vallensbæk 241,6
  20. Holstebro 241