Før afgørende forhandlinger: SF er skeptiske over for køb af israelske våben

I aften skal partierne bag forsvarsforliget blive enige om en stor aftale om fremtidige investeringer i det danske forsvar. Før de sidste forhandlinger siger SF, at »Danmark ikke kommer til at købe et luftforsvarssystem af Israel« - i aften.

Inden de ti partier bag forsvarsforliget mødes for at komme til enighed om forligets udformning, bekræfter SF over for B.T., at »Danmark ikke kommer til at købe et luftforsvarssystem af Israel«. Mathias Svold

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) ser »ikke noget til hinder for«, at Danmark fremover skal forsvare sig selv med israelske våben.

Men i SF kan man »ikke leve med«, at Danmark skal købe våben fra Israel.

Derfor kommer det med sikkerhed ikke til at ske, fortæller SFs forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen til B.T. forud for forhandlingerne om forsvarsforliget senere i aften.

Til B.T. svarer hun ja til, at der ikke vil indgå nogen aftale om opkøb af et israelsk luftforsvarssystem som en del af forligsforhandlingerne. 

Tirsdag aften skal regeringen forsøge at lukke en enorm aftale om en historisk stor indsprøjtning til det danske forsvar. Ifølge flere medier befinder vi os i omegnen af 80 milliarder kroner, der skal bruges på at udbygge og forbedre det danske forsvar.

I forbindelse med forliget har regeringens koordinationsudvalg overvejet at gøre handel med Israel om opkøb af et luftforsvarssystem.

Koordinationsudvalget er regeringens inderkreds, og ifølge interne dokumenter fra udvalget skulle det israelske luftforsvarssystem være fordelagtigt, da det både er billigt og hurtigt at levere.

Men den eventuelle handel med staten, som i øjeblikket fører krig mod Gaza, har skabt kontroverser på venstrefløjen, og nu bekræfter Anne Valentina Berthelsen altså, at en eventuel aftale med Israel er droppet. 

Det samme må man forstå på De Radikales forsvarsordfører, Christian Friis Bach. 

Ifølge ham betyder formuleringen i den nye aftale, som det står nu, at »man i praksis ikke kan indkøbe et israelsk anlæg«. Det skriver Ritzau.

Christian Friis Bach fortæller, at ordlyden i forligsaftalen er blevet formuleret sådan, at Danmark ikke kan købe våben, der ikke kan doneres til Ukraine.

Hvor det er tilladt at donere amerikanske våben til Ukraine, tillader Israel ikke, at man donerer deres våben til Ukraines krig mod Rusland.

Er det tilfældet, at aftalen er blevet formuleret sådan, er en handel ifølge Ritzau med Israel altså udelukket.

Opdatering klokken 18.04: Til Berlingske fortæller Anne Valentina Berthelsen, at hun ikke kan afvise, at Danmark kommer til at købe et israelsk luftforsvarssystem, men at der i aften ikke vil blive landet nogle aftaler om opkøb af våben. 

»Når jeg siger ja til, at jeg er sikker på, der ikke kommer til at indgå en aftale om opkøb af israelske våben i aftenens forhandlinger, så er det, fordi der slet ikke bliver købt noget landbaseret luftforsvar i aften,« siger hun.

Derfor afviser hun heller ikke, at Danmark kan komme til at indgå en handel med Israel i fremtiden, men at det er SFs ambition, at det ikke sker.

SFs partiformand Pia Olsen Dyhr har tidligere udtalt, at hun er »meget kritisk« over for at købe materiel fra Israel.

Troels Lund Poulsen (V) har til B.T. ingen kommentar til udmeldingerne om sløjfningen af israelske våben.