Regionsrådet har besluttet, at der skal oprettes et nyt hjertecenter i Region Hovedstaden.
Hjertecenter Hovedstaden skal være et samarbejde mellem Rigshospitalet og Gentofte Hospital, der skal samle de to hospitalers ekspertise i specialiserede operationer i og omkring hjertet.
Det fremgår af en pressemeddelse.
På Gentofte Hospital vil man oprette en afdeling for såkaldt specialiseret invasiv behandling. Det dækker over al behandling af kransåreforkalkning, hjerterytmeforstyrrelser og pacemakerbehandling.
»På Gentofte Hospital vil vi gerne etablere en af Europas største enheder for specialiseret invasiv behandling af forstyrrelser i hjerterytme. Det er områder, hvor der kommer flere og flere patienter,« siger Formand for Sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (C) i pressemeddelelsen.
Centret skal blandt andet tilbyde behandling, hvis hjertet slår uregelmæssigt, hvis man skal have en pacemaker eller indopereret en hjertestarter.
Det nye forslag kommer i forbindelse med Hospitalsplan 2025, der udstikker rammerne for hospitalerne i hovedstaden.
Medlemmerne i Regionsrådet skal hvert år tage stilling til, om der skal laves ændringer i den eksisterende plan, og det er i den forbindelse, at de nye planer om et stort, nyt hjertecenter er kommet på bordet.
Udover Gentofte Hospital skal der også etableres en enhed på Rigshospitalet, fremgår det af pressemeddelsen.
Ændringerne til Hospitalsplan 2025 skal behandles i forretningsudvalget den 7. maj, og derefter sendes til høring, hvor regionsrådet tager endelig stilling.
Det forventes at blive i maj eller juni ifølge pressemeddelsen.