Flere nordsjællandske gymnasier hjemsender en tredjedel af eleverne

Som et nyt tiltag mod coronavirus har flere gymnasier i Nordsjælland valgt at sende en tredjedel af eleverne hjem.

En tredjedel af eleverne på flere nordsjællandske gymnasier vil fremover blive hjemsendt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fremover vil en tredjedel af eleverne på Hillerød Handelsgymnasium mangle, selv om eleverne hverken er syge eller har været i kontakt med smittede.

Flere handelsgymnasier er på vej med samme tiltag.

Eleverne er hjemsendt for i stedet at modtage digital undervisning hjemmefra. Det skal ske for at mindske risikoen for smitte.

»HHX-bekendtgørelsen giver mulighed for, at vi i 20 procent af tiden kan lave virtuel undervisning. Det gør vi brug af for ikke at have så meget pres på den offentlige transport og på kantinen. Vi sender otte klasser hjem hver dag, og det kan så være 1. årgang mandag og 2. årgang tirsdag,« forklarer rektor Jesper Als til Sjællandske Medier.

Tiltagene kommer i kølvandet på, at to elever og en lærer er konstateret smittet i løbet af weekenden.

Mandag kom det frem, at Sundhedsstyrelsen anbefaler at børn og unge dropper fællesfødselsdage og lejrskoler.

Hillerød Kommune har et smittetal på 31 tilfælde pr. 100.000 indbyggere.

Brev fra borgmesteren

I Rudersdal Kommune modtager alle borgere over 18 år i disse dage et brev fra borgmester Jens Ive (V). I brevet opfordrer borgmesteren alle unge til at hjælpe med at få nedbragt coronasmitten.

»Jeg sendte et lignende brev ud til borgerne i foråret, og dengang blev det taget til efterretning, og vi fik bremset smitten, så vi kunne genåbne Rudersdal. Og det er faktisk det, vi nu beder om hjælp til igen, for vores smittetal er for højt,« siger Jens Ive ifølge Sjællandske Medier.

Rudersdal er en af de kommuner i landet, som er markant over den såkaldte bekymringsgrænse på 20 smittede pr. 100.000 indbyggere.

Smittetallet for Rudersdal er på 73 smittede pr. 100.000 indbyggere.