Flere eksperter ser ingen rigsretssag mod Mette Frederiksen for sig

Dagens nyhedsoverblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier.

 
Da statsminister Mette Frederiksen (S) blev afhørt til minkkommissionen i Retten på Frederiksberg var demonstranter fra hele landet mødt talstærkt op. Video: Siri Philippa Hollmén Olesen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Velkommen til fredagens nyhedsoverblik.

Det er dagen derpå, efter Minkkommissionen torsdag kom med en usædvanlig hård kritik af særligt to ministre samt ti embedsmænd i sagen om den manglende lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet.

Statsministeriet har inviteret til pressemøde klokken ti i Spejlsalen om kommissionens beretning.

Sagen er ikke slut lige med det samme, selvom statsministeren, der ifølge kommissionen har gjort sig skyldig i »grov vildledning«, nok håber det.

»Kritikken fra Minkkommissionen er så lammende, at den svækker hende alvorligt og ikke vil være glemt foreløbig. Hvis ikke andre skal de mange blå partier nok sørge for det,« skriver Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther.

Winther mener, at Mette Frederiksen redder livet i første runde, men hun er ikke desto mindre hårdt såret. Læs hele analysen her.

Flere af kommissionens konklusioner er historiske og uden fortilfælde, vurderer flere kilder. I Berlingske kan du læse en gennemgang af nogle af de centrale konklusioner i kommissionens beretning.

Læs Minkkommissionens dom over syv af hovedpersonerne i minksagen her.

I alt ti embedsmænd har ifølge kommissionen gjort sig skyldige i så grove tjenesteforseelser, at de kan blive draget til ansvar. Dem kan du se en liste over her.

Støttepartier ville ikke trække tæppet væk

Det er op til Folketinget, om der skal drages konsekvenser over for de kritiserede ministre.

Flere borgerlige partier har udtrykt ønske om en advokatundersøgelse, der kan være grundlag for en efterfølgende rigsretssag. Men regeringens støttepartier bakkede torsdag ikke op om ideen.

Med henvisning til kommissionens omfattende beretning bad Radikale Venstre om en lille læseferie de kommende dage til at gennemtygge de næsten 5.000 sider i kommissionens beretning, før man vil meddele noget om ønsker til eventuelle konsekvenser.

Nogenlunde samme melding kom fra Socialistisk Folkeparti, der dog på torsdagens pressemøde hæftede sig ved, at kommissionen intet havde at udsætte på statsministerens forklaring om, at hun ikke vidste, at der manglede lovhjemmel i forbindelse med minkaflivningen. For SF var det vigtigt at understrege, at man ikke kunne konkludere, at statsministeren havde handlet i ond tro.

Ingen af støttepartierne ville give grønt lys til en advokatundersøgelse af ministrenes ansvar.

Flere eksperter ser ingen rigsretssag mod Mette Frederiksen for sig

Flere eksperter ser ingen rigsretssag tegne sig mod Mette Frederiksen.

»Som jeg læser det, går Mette Frederiksen stort set fri. Hun var ikke klar over, hun gjorde noget ulovligt, da hun på pressemødet sagde, at minkavlerne skulle slå deres mink ihjel,« siger Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, ifølge DR.

Professor emeritus i jura Jørgen Albæk Jensen mener heller ikke, at kritikken giver anledning til en rigsretssag mod Mette Frederiksen, siger han til DR.

Men Sten Bønsing, der har kaldt kommissionens konklusioner for »et blodbad«, siger til Jyllands-Posten, at man i princippet godt kan rejse en rigsretssag over for tidligere fødevareminister Mogens Jensen, fordi han har vildledt Folketinget.

Eksministeren har hævdet, at han først blev informeret om den manglende lovhjemmel 7. eller 8. november 2020. Men det tror kommissionen ikke på på baggrund af blandt andet vidneudsagn. Man lægger til grund, at han var klar over den manglende hjemmel allerede 5. november.

Ministrene har nu en måned til at afgive høringssvar til beretningen.

I første omgang ligger dog mere lige for at sanktionere de ti embedsmænd, der har fået kritik.

Må Bertelsen gå af?

Landets øverste embedsmand, Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, vurderes at have gjort sig skyldig i grov pligtforsømmelse i en grad, at en tjenestemandssag kan åbnes.

»Jeg kan ikke erindre andre eksempler, hvor en kommissionsrapport så klart skriver, at Statsministeriets departementschef har begået tjenesteforseelser af så grov karakter,« lyder vurderingen fra professor emeritus i jura Jørgen Albæk Jensen til Berlingske.

Han har siddet som medlem af undersøgelseskommissioner og har dissekeret adskillige kommissionsberetninger de seneste 20 år.

Departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

»Når kommissionen kommer frem til, at der er grundlag for at drage dem til ansvar, er det svært at forestille sig, at der ikke vil blive rejst sager,« siger Sten Bønsing ifølge Jyllands-Posten.

Om det så bliver disclipnærsager eller straffesager kalder han et »åbent spørgsmål«.

Og nu forlader vi minksagen.

Støjbergs parti er halvvejs opstillingsberettiget med 10.000 erklæringer

Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, har torsdag aften rundet 10.145 bekræftede vælgererklæringer.

Det fremgår af vaelgererklaering.dk, skriver Ritzau.

De bekræftede erklæringer er over halvdelen af, hvad den tidligere Venstre-minister skal bruge for at kunne opstille sit parti ved næste folketingsvalg.

I alt skal der 20.182 vælgererklæringer til, før et parti er opstillingsberettiget.

Tidligere på ugen lød det, at partiet havde samlet over 50.000 vælgererklæringer. Men ifølge reglerne skal man som underskriver have syv dage betænkningstid, og først når man bekræfter sin underskrift, gælder vælgererklæringen.

Det sker i dag

Som nævnt har Statsministeriet inviteret til pressemøde klokken ti i Spejlsalen om Minkkommissionens beretning.

Cykelløbet Tour de France starter i dag med en enkeltstart i København klokken 16.

Retten i Glostrup ventes at afslutte sagen mod en 44-årig mand, der er tiltalt for at have stalket en kvinde, som han har fælles børn med.

Retten i Hillerød ventes at afslutte sagen mod en mand, der er tiltalt for at have dræbt en 19-årig mand i et sommerhus i Vellerup Sommerby ved Skibby i Hornsherred.