Udstillingen »Sean Scully Material World« på Thorvaldsens Museum kan ikke alene opleves indenfor.
En fire meter høj skulptur af sort marmor står i museets gård, mens man kan opleve en 7,5 meter høj skulpturgruppe af træ på pladsen foran den storslåede bygning.
Manden bag, Sean Scully, er født i Irland, men bor i USA. Han arbejder både grafisk, fotografisk og som billedhugger. En række af hans malerier og tegninger indgår også i den del af udstillingen, som findes inde på Thorvaldsens.
Det er Per Haubro Jensen, der i samarbejde med Thorvaldsens Museum, herunder direktør Annette Johansen og udstillingsleder Siri Buric har kurateret udstillingen. Det har de gjort godt – også hvis man spørger Berlingskes kunstredaktør Birgitte Ellemann Höegh, som for nylig uddelte fem stjerner under overskriften »en lille genistreg«.