Tidligere indhentningschef i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Steffen Wied er blevet indkaldt som vidne i Tibetkommissionen.
Han skal afgive forklaring 12. februar, fremgår det af en opdateret vidneliste på kommissionens hjemmeside.
Steffen Wied, kommandør af Dannebrogordenen og tidligere operativ chef i FE, stod fredag frem i et interview i Berlingske, hvor han fortalte om sine personlige oplevelser op til det kinesiske statsbesøg i juni 2012.
Obersten refererede fra et ledelsesmøde i FE, hvor et særligt dokument blev rundsendt, og hvor det ifølge Steffen Wied stod klart for alle mødedeltagere, hvad der var ved at ske.
»Mit indtryk er, at det ønske om, at man i princippet skulle bryde Grundloven, kom fra Udenrigsministeriet. Det fremgik efter min hukommelse af det dokument, jeg har læst. Derudover var ministerierne på fordelingslisten, og i og med at de ikke ændrede ordren, har de kendt til strategien og samtykket,« sagde Steffen Wied fredag i Berlingske:
»Det samme gælder i øvrigt Justitsministeriet og Statsministeriet. Det står klart for enhver, når man læser det her dokument. Selv os i FE, som ikke har juridisk baggrund, kunne med det samme se, at det her er helt galt – at det kan man da ikke.«
»Vi blev chokerede og forundret over, at andre myndigheder helt op på Udenrigsministeriets, Statsministeriets og endda Justitsministeriets niveau lader sådan noget dér køre ud. I FE lavede vi ikke spin eller rænker. Derfor tænkte vi: 'Hvad fanden sker der lige her',« sagde Steffen Wied i interviewet fredag.
Ansvar tørret af på to mellemledere
Under statsbesøget fra Kina i juni 2012 tog danske betjente bannere og flag fra ellers fredelige pro-Tibet-aktivister og sørgede på forskellig vis for, at Kinas statsoverhoved, Hu Jintao, ikke blev konfronteret med kritikken og dermed »tabte ansigt«.
Tibetkommissionens konklusion, da dens beretning var klar i december 2017, var, at det alene var muligt at placere et ansvar for den grundlovsstridige behandling af demonstranterne hos to mellemledere i Københavns Politi.
Men den konklusion sår oberst Steffen Wieds forklaring tvivl om. Som minimum var regeringen på øverste niveau orienteret om, hvordan Københavns Politi havde tænkt sig at løse opgaven, lyder påstanden.
Advokat Torben Koch, som er bisidder for 11 politifolk under granskningen af Tibetsagen, har hele tiden ment, at »der i denne sag er ofret et par bønder på skakbrættet«, med henvisning til de to mellemledere i Københavns Politi, som fortsat er suspenderet.
»Ansvaret er tørret af på to politifolk. Nu kunne det jo se ud, som om sagen måske alligevel kan vælte en dronning. Med det mener jeg ikke, at dronning Margrethe er ansvarlig, men at overordnede i systemet måske alligevel kan drages til ansvar,« siger Torben Koch:
»Kommissionen har tidligere sagt noget i retning af, at den hektiske stemning om, at kineserne ikke måtte fornærmes, lå som en dyne over Københavns Politi, der derfor – på egen hånd – iværksatte den ulovlige indgriben. Nu kommer oberst Steffen Wied og letter på dynen.«
Få måneder efter at Tibetkommissionen i december 2017 havde afgivet sin beretning – som fylder flere bind – afdækkede DR, at kommissionen ikke havde haft adgang til potentielt afgørende dokumenter fra de involverede ministerier.
Kort efter stod en række pensionerede politifolk frem i Berlingske og hos DR. De fortalte, at danske myndigheder helt tilbage fra 1995 havde haft en fast praksis om at sørge for, at vigtige kinesiske gæster ikke blev konfronteret med demonstranter.
Det fik justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til at gennedsætte kommissionen, som altså nu er i gang med anden runde af dens undersøgelse.