Et ønske fra Sverige får frygten for nyt pendlerkaos til at stige – og det kan stå i vejen for løsningen af stort, dansk problem

Flygtningestrømmen fra Ukraine får de svenske myndigheder til at komme med forslag om ny grænsekontrol blandt andet mellem Danmark og Sverige. Mellem danske og sydsvenske aktører stiger frygten for et gensyn med pendlerpanikken.

Da Sverige indførte grænsekontrol for rejsende over Øresund i 2015, blev det begyndelsen på en lang række problemer. Billedet fra 2016 viser grænsekontrol udført i Kastrup Lufthavn. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix (Arkivfoto)

Flygtningestrømmen fra Ukraine betyder, at grænsekontrol mellem Danmark og Sverige igen kan blive virkelighed – og det får flere organisationer til at fare op i frygt.

Måske du kan huske de ventetider, togskift og den forvirring, som togtrafikken mellem Danmark og Sverige led under i især 2015 og 2016, da Sverige indførte id-kontrol ved grænserne for at kontrollere mængden af asylansøgere. På Kastrup Station skulle pendlerne frem til 2017, hvor ordningen ophørte, ud af togene for at vise, at id-papirerne var i orden, inden de kunne rejse videre.