Krigsflygtninge strømmer til Sverige – inden juni kan antallet være flere end 200.000

Allerede nu kommer der 4.000 flygtninge til Sverige om dagen, vurderer den svenske migrationsmyndighed.

380 ukrainske flygtninge ankom fra Gdynia i Polen til Karlskrona i Sverige 10. marts. Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

På den anden side af Øresund, i Sverige, er 5.200 flygtninge fra Ukraine indtil videre ankommet, og inden udgangen af juni ventes tallet at kunne stige til flere end 200.000.

Det vurderer Mikael Ribbensvik, der er generaldirektør for den svenske migrationsmyndighed, Migrationsverket, over for det svenske SVT Nyheter.

I Danmark kan der modtages cirka 20.000 flygtninge, har regeringen tidligere anslået – onsdag havde 609 ukrainske flygtninge søgt asyl i Danmark siden invasionen af Ukraine 24. februar.

I Sverige regner myndigheden som minimum med, at 27.000 personer fra Ukraine vil have søgt tilflugt i Sverige inden udgangen af juni, mens det maksimale bud altså lyder på 212.000 personer.

Det mest sandsynlige antal, vurderer Migrationsverket, er 76.000 personer. Uanset antallet vil den store mængde af nye flygtninge kræve mange sengepladser, og derfor er flygtningestrømmen ikke noget, som myndigheden kan håndtere alene, lyder det fra generaldirektøren.

Allerede nu kommer 4.000 flygtninge til Sverige hver dag, forklarer Mikael Ribbensvik til SVT. Dermed er det officielle tal – de 5.200 flygtninge – langt højere end det, som de officielle statistikker viser.