En særlig flok feriegæster tog på en spontan tur til Spanien – helt galt gik det, da den ene delte en video på Facebook

En særlig flok feriegæster på den spanske solkyst ved Málaga påkaldte sig i juni 2017 den spanske politimyndighed Guardia Civils udelte opmærksomhed.

Årsagen var navnene på to af danskerne i flokken: Ahmed Samsam, men nu især hans storebror Mohammed.

Mohammed Samsam var flaget i Schengen Information System (SIS) – Schengen-landenes system til at advare eller orientere hinanden om mulige kriminelles færden på tværs af grænserne.

Dansk politi havde indtastet i hvert fald storebroderen – og muligvis også Ahmed Samsam, men det står ikke klart – i Schengen Information System. På den måde kan Danmark eller et andet land direkte efterlyse en dansk statsborger eller mere diskret »flage« en person, således at myndighederne i det land, en person rejser ind i, kan holde et særligt øje med den pågældende. Samsam var, fremgår det af spanske retsdokumenter, flaget – eller i fagsprog SISet – idet storebroderen angiveligt »repræsenterede en mulig fare mod den nationale sikkerhed inden for typologien terrorkriminelle«.

Så snart danskerne dukkede op på Solkysten, fulgte spanske politifolk deres mindste skridt. Men ingen i flokken kunne i deres vildeste fantasti forestille sig, at de efter få dage ville blive anholdt og mistænkt for at forberede et terrorangreb.

Afsted, afsted, afsted

I de tidlige sommerdage det år var de tre kammerater fra teenageårene – Mohammed, Frank og Adam – sammen i Odense og brugte det meste af tiden på at ryge hash. De syntes, at der var kedeligt i den fynske hovedby, og de talte om sommerplaner.

De talte om, at der måtte være rart på Solkysten i Spanien, før sæsonen for alvor satte ind. De talte om, at hashen sikkert var bedre i Spanien. De talte om, at Mohammed havde en hurtig bil.

Og så tog de en beslutning.

»Det var en spontan tur. Vi blev enige om at køre om natten, så vi slap for trafikken. Så vi splittede op ved 18-tiden for at komme hjem og pakke og ordne nogle praktiske gøremål – jeg har eksempelvis nogle hunde, der lige skulle passes – den slags,« siger en af de tre, Adam, som Berlingske møder i Odense.

Adam er en veltalende og spinkel mand i begyndelsen af 30erne med hestehale, en Buddha-tatovering på skulderen, og et lille stykke slået af den ene hjørnetand.

Og så optræder han i denne artikel uden efternavn af hensyn til sit frivillige arbejde i en organisation, som ikke har noget med denne historie at gøre.

Adam er førtidspensionist på 12. år med »en sidegeschäft« inden for reiki-healing, som er en metode til at »kanalisere guddommelig energi«, fortæller han:

»Når jeg healer en muslim, så bruger jeg muslimske profetbilleder og kanaliserer energi igennem dem. Og når jeg healer en asiat, vil jeg bruge forskellige ting fra eksempelvis Hindi-religionen. Man siger i øvrigt, at den første reiki-mester var Jesus, så det spænder vidt.«

Med andre ord var det ifølge Adam ikke nogen islamistisk delegation fra Odense, der satte sig ind i Mohammeds sølvfarvede Mercedes C-55 AMG – en muskelbil med 350 hestekræfter – og drønede til Barcelona med sømmet i bund, en route til Solkysten.

I bilen glædede de tre drenge sig til at ryge mere hash på stranden og få drinks med paraplyer i. Og de snakkede om at finde en ferielejlighed på Solkysten sammen, som de kunne dele og bruge, når livet blev for hårdt i Danmark.

Men på Solkysten fornemmede de med det samme, at noget var galt.

Allerede på deres første hotel fattede de mistanke til tre malere med lidt for rene hænder. Hotellet var nybygget, og der var ingen grund til at male. Mistroen steg, da malerne mindede dem om at aflevere nøglen til deres værelse, når de forlod hotellet.

»Vi snakkede allerede om, fra det øjeblik, vi mødte malerne, at noget var galt,« siger Adam.

Men det var kun begyndelsen.

Skiftede konstant hotel

14. juni 2017 sluttede Ahmed Samsam sig til sin bror og hans venner i Spanien. Han fløj fra København til Málaga.

Under retssagen et år senere, da Ahmed Samsam var tiltalt for terrorisme, forklarede politividner fra Guardia Civil, hvordan de, som dagene gik, blev mere og mere bekymrede over de danske feriegæster.

De nævnte Ahmed Samsams »forsigtige og mistillidsfulde« opførsel i dagene før, Guardia Civil slog til.

Og det var mistænkeligt, at danskerne hele tiden skiftede hotel:

Tre dage på Hostal Acemar, Alcántara.
To dage på Aloha Garden Hotel, Marbella.
Seks dage på El Señorío de Aloha, Marbella.
Fire dage på Hotel Club Marbella Crown Resort, Mijas.
Tre dage på Hotel Villa Alexandra, Benehavís.
En enkelt dag på Hotel Piedra Paloma, Estepona.

Guardia Civil-vidnerne i retten beskrev, hvordan »målene« – den danske gruppe – under politiets overvågning »udviste en mistænksom adfærd«. Deres færden virkede ulogisk, de lavede uventede stop, retningsændringer i rundkørsler, konstante baneskift og kørsel med høje hastigheder.

»Kort sagt udførte de kendte selvdetekteringsmanøvrer,« som det hed i politiets dokumenter – for at opdage og undvige eventuelle forfølgere, mente de spanske agenter.

Og så lavede de lyssky aftaler med »tredjeparter« på strande og parkeringspladser. Og de forsvandt ind i farlige områder, særligt et belastede område i Cádiz, hvor spansk politi ikke turde følge efter dem, og kom tilbage igen 20 minutter senere.

Med SIS-advarslen fra Danmark in mente var det nok til at sætte Guardia Civil i alarmberedskab. En, måske to, måske flere mulige jihadister, der gør alt for at ryste politiet af sig, og som kører ind i slumområdet. Der kan kun være ét formål, tænkte Guardia Civil: De ville købe våben, de forberedte måske et terrorangreb? Helt galt gik det, da Ahmed Samsam en nattetime på Facebook havde delt en video med titlen: »Ved du, at vi lever i de sidste dage? Alt, Profeten sagde blev virkelighed. Er du klar?«

Terror?

På den skrattende forbindelse fra fængslet i Spanien på medhør i stuen hos familien i København fortæller Ahmed Samsam, at han både brugte sit eget kreditkort til at købe flybillet og sit pas til at tjekke ind i lufthavnen.

Og at han i Spanien fandt hoteller på Hotels.com-appen og betalte med kreditkort.

»Hvis jeg ville lave et terrorangreb eller lave noget andet idiotisk, som de påstår, så ville jeg for det første være kommet i bil, og jeg ville have brugt falsk identifikation, så de ikke kunne påvise, at jeg var i Spanien.«

Telefonen er på medhør på sofabordet. Fatima, hans 21-årige lillesøster, der læser på CBS og passer et studiejob ved siden af, nikker bekræftende til den.

»Det er rigtigt, jeg sad selv ved siden af ham der i sofaen, da han købte sin flybillet. Det var noget, han pludselig havde fundet på,« siger hun.

Købte plader, mange

På Solkysten nød vennerne fra Danmark livet. De brændte tusindvis af euro af på diskoteker og barer, og de købte »plader« af hash – en gadebetegnelse for en blok á 100 gram – og spiste ude. En plade er meget, rigtigt meget.

»Vi røg en hel masse fede, og vi drak en masse drinks med paraplyer. Vi væltede rundt på diverse barer, og de andre brokkede sig over maden. Jeg grinede ad dem og spurgte, om de havde tænkt over, at det kunne være, fordi de blev ved med at æde det der turistmad. Til sidst fik jeg dem med på det lokale brasserie til en paella,« fortæller Adam.

Han beskriver det som den slags tur, der mest af alt huskes for én ting: De var helt væk, koblet fuldstændigt helt og aldeles af virkeligheden. De havde fra begyndelsen opdaget, at de blev overvåget, vel af andre kriminelle, men de skød tanken fra sig og tændte endnu en to-smøgs, slang for en joint så stor, at der er blandet tobak fra to cigaretter i den. Hvad var det værste, der kunne ske?

»Der var mange gode øjeblikke. Det var en drengerøvtur, og vi gik og prikkede til hinanden og tossede rundt,« siger Adam:

»Det er jo det, der er en ferie: At koble fra, være en idiot en uge og så komme hjem og prøve at tage verden seriøst igen.«

Ifølge Adam handlede de ture til slummen i Cádiz og møderne med tredjeparter på stranden, som bekymrede Guardia Civil, om én ting.

»Det handlede meget nøjagtigt om 100 gram hash,« siger Adam.

Men hvad med manøvrene for at undgå forfølgelse?

»Jeg har kendt Mohammed i mange år, og der findes ikke nogen, der kører så råddent, som han gør. Det findes simpelthen ikke. Hvis de mener, vi har forsøgt at være undercover, så forstår jeg det ikke, for vi kørte rundt i en bil, der larmede ad helvede til, og kørte op og ned ad hovedgaden og lavede brændere,« siger Adam.

Han husker, at Mohammeds Samsams lillebror Ahmed på et tidspunkt mellem hashtågerne, ringede. De aftalte, at han skulle komme til Spanien, og at en anden af Ahmed Samsams venner skulle komme fra Marokko og møde dem.

Det gik ikke godt i Danmark. Ahmed Samsams søster, Fatima Samsam, fortæller, at Ahmed i 2017, kort før han tog til Spanien, blev udsat for et knivangreb på grund af et skænderi med nogle andre typer fra det kriminelle miljø i København, og 24. maj 2017 blev den café, Ahmed Samsam var med til at drive på Frederiksberg i København, ramt af en serie skud.

»Ahmed trængte til at komme væk,« husker hans søster.

Hos den spanske politimyndighed Guardia Civil steg nervøsiteten.

Frygtede terror

De spanske myndigheder kender konsekvenserne, når fanatiske terrorister angriber civilbefolkningen.

Årtier med mord og bombeattentater begået af ETA, den baskiske separatistbevægelse, har hærdet spanierne. Også den islamistiske terror har ramt Spanien på hård vis med de ti koordinerede bombeangreb mod togdriften i Madrid i 2004. 191 mennesker blev dræbt og mere end 1.800 blev såret.

I slutningen af 2013 etablerede Islamisk Stat sig i Irak og Syrien, og terrorbevægelsen stod i 2015-2017 bag en serie af drabelige angreb med maskinpistoler, bomber og lastbiler. Tilfældige mennesker i hundredvis blev i de år under en serie af angreb dræbt i blandt andet Frankrig, Belgien, England, Sverige, Tyskland.

Hos vestlige efterretningstjenester over hele Europa stod mulige IS-terrorister og hjemvendte syrien-jihadister øverst på observationslisten.

Måske derfor tog Guardia Civil ingen chancer med de danske turister på Solkysten.

Overvåget

Omtrent en uge efter Ahmed Samsam var kommet til Spanien, tog Adam hjem. Det skete to-tre dage før de øvrige danskere blev anholdt fredag den 30. juni 2017. Han skulle til musikfestival i Roskilde, og hans fly hjem gik om formiddagen.

Så vennerne havde taget den helt store tur i byen aftenen før. Så stor, at Adam tænkte, det var bedst at tage en taxa fra baren, hente sin taske på hotellet og køre direkte til lufthavnen. Hvis han lagde sig på sengen, var han bange for at misse sit fly – så hellere være i lufthavnen fire timer før afgang.

Her blev overvågningen karikeret, siger han.

»Jeg vidste ikke, hvem fanden det var. Om det var det almindelige politi, Guardia Civil eller noget tredje. Men der var i hvert fald nogen, en mand, der fulgte mig hele vejen til Danmark,« siger Adam:

»Jeg havde set ham før. Det var det, der slog mig. Jeg havde set den her mand i byen, rundt omkring på diskotekerne, og nu var han kraftedeme med i lufthavnen også. Som om det ikke var nok, så sad han lige foran mig i flyet.«

I Danmark måtte Adam igen slå tid ihjel i lufthavnen, for hans far, som skulle hente ham, var forsinket.

»Så jeg var lige oppe og få en kop kaffe og vælte lidt rundt. Det var i Billund Lufthavn, og det er altså en meget lille lufthavn, og han blev ved med at cirkulere omkring mig ham her …  Til sidst overvejede jeg kraftigt at spørge ham. Men kender du det, at man ikke rigtigt har lyst? For hvad er det? Jeg har set flere mennesker blive dømt for ting, der ikke er sket. Og man tænker også sådan lidt, jamen lad dem kigge med. På et tidspunkt går det vel op for dem, at det ikke rigtigt fører til noget.«

De »sidste« dage

I Spanien gik det stik modsat. Det hele faldt i hak for Guardia Civil 30. juni 2017; danskernes mange hotelskift, en anmodning fra dansk politi om at overvåge Samsam af hensyn til den »nationale sikkerhed«, stofferne, natklubberne, kvinderne, turene til slummen, bilmanøvrene for at undvige eventuelle forfølgere.

Deres vurdering var klar: Danskerne måtte være ved at gøre sig klar til et terrorangreb. Han »levede sine sidste dage«, som et spansk politividne sagde under retssagen. Efter Guardia Civils vurdering var faren overhængende.

For Ahmed Samsams vedkommende var han 30. juni 2017 – efter to uger på Solkysten – færdig med Spanien. Han havde pakket tasken og købt en færgebillet til Marokko, hvor han ville fortsætte sin ferie, han havde ikke travlt med at komme hjem, hvor en gammel fængselsdom ventede. Om formiddagen ventede han ved hotellet på sin bror Mohammed, der skulle køre ham til havnen.

Tidspunktet står noteret i dommen. Klokken var 17:10.

»De kom maskerede. Jeg troede først, det var røvere, der ville stjæle vores penge. De kom i civilt tøj med elefanthuer, pistoler trukket. Jeg troede virkelig først, at de var røvere, for de opførte sig ikke som politimænd,« siger Ahmed Samsam på den skrattende forbindelse fra fængslet, før tiden løber ud. Han kan kun tale lige under otte minutter ad gangen og kun få gange om ugen.

Manglede hash

Adam var taget hjem til Billund, men en anden ven var blevet på Solkysten:

Hans navn er Frank, og han har indvilliget i at fortælle, hvad han husker, på betingelse af, at hans efternavn ikke kommer med i denne artikel.

Frank beskriver i en tekstbesked til Berlingske dagen, hvor anholdelsen skete, sådan her.

»Vi står op den morgen og konstaterer, at beholdningen af hash er kritisk (vi ryger både lidt mere og lidt stærkere hash end gennemsnittet), så vi aftalte at mødes på stranden med én, der kunne hjælpe. Én, vi kendte fra tidligere. Vi får 100 gram hash og tager vores bekendte med tilbage til hotellet, hvor vi ryger og trækker bHO (hash-olie, red.) på ca. halvdelen af pladen. Så bliver vi enige om at hente Ahmed (som er på et andet hotel, red.) og køre ham til færgen i Tarifa, for han vil gerne til Marokko.

Vi kører fire sammen mod Villa Marbella i en lille Chevrolet Matiz, fordi Mohammeds racerkørsel har dræbt gearkassen på Mercedesen, og den står på værksted. Der er »høj cigarføring« på hele turen. Da vi ankommer til Villa Marbella, er der tomt for både mennesker og biler. Jeg stiger ud af bilen og tager et hvæs af den joint, jeg havde rullet til turen. Og så bliver gaden ellers fyldt på sekunder. Først cirka ti sorte biler, store firehjulstrækkere med tonede ruder. Sortklædte mænd i sort kampuniform med elefanthuer og blandet artilleri, pistoler og maskingeværer, vælter ud af bilerne. Jeg kunne ikke se Ahmed nogen steder.

Alle får besked på at smide sig på jorden. Den eneste, der ikke efterkommer ordren, er Mohammed, som mest af alt ligner en, der venter på at blive skudt. Ingen tilkendegiver, at det er politi, og jeg er reelt i tvivl, om det her er et røveri. Jeg får en slags håndjern af gummi på og bliver sat i en af bilerne. Efter en halv time ca. kan jeg se gennem ruden, at de kommer ud fra hotellets poolområde med Ahmed i håndjern …«

Ifølge Frank blev de anholdte ført til en bygning i Mijas, en slags interimistisk politistation.

Ahmed Samsam bliver vist sendt direkte til Madrid, hørte han senere; de andre blev afhørt indenfor i bygningen.

Frank skulle blive udendørs i en lukket gård, hvor han prøvede at sove på en bænk, men han blev hele tiden vækket med en politistav.

Da det var blevet nat, var Frank efterhånden træt af det hele.

»Omkring to-tiden kommer jeg op at diskutere med en vagt, for vi har stadig ikke fået hverken vådt eller tørt. Det resulterer i, at der samler sig 15 mand omkring mig, og på en temmelig truende maner beder de mig fortælle om Mohammed og Ahmeds forhold til krigen i Syrien. Jeg svarer, at den slags ikke interesserer mig, og at jeg ikke ved en skid. Jeg er på ferie med mine venner, og lige nu er jeg sulten. Så lader de mig være. En halv time senere kommer en flok betjente hen igen. Nu smiler de og siger, at det er overstået, at de er kede af at have ødelagt vores ferie, og at vi ikke skal tage det personligt. De var i øvrigt meget tydelige i at forklare, at havde der været det mindste, var vi ikke kommet hjem derfra. Jeg er den eneste, der får min telefon tilbage. De andre telefoner beholder de og skriver op som Ahmeds.

Jeg sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at de bare havde tænkt sig at henrette Ahmed, og at vi tilfældigt kom på enten det helt rigtige eller det helt forkerte tidspunkt.«

Hurtigt hjemme ... troede han

Da Ahmed Samsam 30. juni 2017 blev anholdt i Spanien og på et tidspunkt fik adgang til en telefon, ringede han til sin far. Og især én detalje fra samtalen har brændt sig fast, for Ahmed var påfaldende rolig, husker hans far, Jihad:

»Ahmed regnede med at være hurtigt hjemme.«

Så snart Danmark hørte om hans knibe, kunne PET eller Justitsministeriet eller Statsministeriet  eller hvem det nu kunne være, ringe til Spanien og fortælle, at ja, Ahmed Samsam, dansk statsborger, han havde været i Syrien. Ja, han havde været i kampgrupper med jihadister. Ja, han havde fået mistænkelige pengeoverførsler uden afsender.

Men alt det var der en forklaring på:

Han var udsendt af de danske efterretningstjenester, og han løste den opgave, han var stillet. Og ja, han fik penge for det, og ja, afsenderen var skjult, men pengene kom altså fra PET og FE, og de var en del af betalingen for hans arbejde.

Resten af betalingen fik han kontant i hånden af »Peter« og »Søren« og »Viktor« og »Jesper« og »Frederik« og hvad de ellers kaldte sig, men ikke hed.

Men det skete ikke.

For alt var gået galt i Spanien.

På mobiltelefonerne – der ifølge flere vidner blev blandet sammen, så ingen vidste, hvilken telefon, der tilhørte Ahmed Samsam og hvilken, der tilhørte hans storebror – fandt politiet et billede af Ahmed Samsam med en pegefinger i vejret foran det sorte flag, vi kender som Islamisk Stats.

Ahmed Samsam kunne fra nu af og til dommedag sige, at det ikke var IS-flaget, for han var ikke i Syrien på det tidspunkt, og at det var den islamiske trosbekendelse – for ingen ville tro ham. Og så var der billeder af ham med våben på jorden i Syrien, på en udbombet kampvogn, hvad lavede han dér, og hvad med jihadistiske sange og andet materiale, telefonen efterlod spor af, og hvorfor havde han sagt, at han elskede IS i en besked til kæresten?

Det var op ad bakke for Samsam, politiet fandt ubesværet eksempler på gamle, stærkt voldelige trusler om halshugninger, Samsam tidligere havde fremsat på Facebook, og han havde selv delt voldeligt, jihadistisk materiale på nettet og angiveligt også sendt til venner. Han lignede på alle måde en forhærdet, radikaliseret jihadist.

Men, siger han:

»Jeg er ikke IS,« siger han i telefonen fra sit fængsel: »Jeg nægtede netop at tage til Syrien igen for at tilslutte mig IS, jeg hader IS.«

Og beskeden til kæresten? Dumt, »for at provokere«, siger han.

For advokaten er det uden betydning, det er bare »anekdoter«.

»Alle de detaljer har kun betydning, hvis Ahmed Samsam havde tilsluttet sig Islamisk Stat. Hvis det er står klart, at det ikke var tilfældet, og at han altid handlede efter instruktion af det danske efterretningsvæsen, så er beskeden til hans kæreste, billederne fra Syrien og lignende bare anekdoter, uden betydning. Faktisk kan man gøre gældende, at det var en del af Ahmed Samsams forklædning, hans cover,« siger den spanske advokat, Iván Jiménez Aybar.

Ahmed Samsams storesøster prøver at forklare:

»Han har ikke været lige klog hele tiden. Men han er ikke IS. Han er bare desperat.«

Allerede fredag den 30. juni 2017 stod det krystalklart, at den danske statsborger Ahmed Samsam, født den 31. december 1989 i Tveje Merløse, Holbæk, var i alvorlige vanskeligheder.

En tidligere Syrien-jihadist, radikaliseret, med flere rejser bag sig til borgerkrigen, der muligvis forbereder en terrorhandling i Spanien.

Guardia Civils efterforskningsmateriale i sagen mod Samsam, hvoraf en stor del blev indsamlet inden anholdelsen, viser en række billeder af Ahmed Samsam med våben i Syrien, heraf flere, der er taget, mens han var udsendt for den danske efterretningstjeneste. Det fremgår klart af materialet, at spansk politi – inden anholdelsen skete – opfattede Ahmed Samsam som IS-terrorist, der udgjorde en alvorlig trussel mod den nationale sikkerhed, og at det er den forståelse, der bliver tonen i hele den terrorsag, der allerede var under opbygning mod Ahmed Samsam.

Alle Samsams handlinger ses i den prisme, at han er forhærdet IS-jihadist med flere rejser til Syrien bag sig. Det er også forklaringen på, at Ahmed Samsams spanske advokat er sikker på, at sagen var endt helt anderledes, hvis de spanske myndigheder havde vidst, at han i tre år havde virket som agent for de danske tjenester.

»Så var Ahmed helt sikkert aldrig blevet tiltalt, fordi hovedparten af hans rejser til Syrien kunne forklares. Og hvis han var blevet tiltalt, ville han være blevet frifundet. Ahmed har aldrig tilsluttet sig Islamisk Stat, men har kæmpet mod terror efter instruktion af de danske efterretningstjenester,« siger advokat Iván Jeménez Aybar.

I sommeren 2017 forværres Ahmed Samsams situation af en mistanke om, at han ikke alene havde tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien, men i Spanien var tæt på at købe våben og en skudsikker vest.

I dag ved vi, at det er forkert.

Beviset for påstanden var, at Ahmed Samsams storebror i en samtale med deres mor efter anholdelsen af Ahmed Samsam – en samtale, spansk politi aflyttede – fortalte at danskerne overvejede at købe våben, men at det ikke skete, og det står i dag klart, at tanken alene opstod af frygt for de kriminelle, de følte sig forfulgte af i Sydspanien.

Advokat Iván Jeménez Aybar har ingen kritik af, at gruppen af danskere blev anholdt, det var »forventeligt med deres opførsel, enhver politimyndighed ville have gjort det samme«, men derfra er der efter hans opfattelse kun sket uretfærdighed: Først og fremmest i Danmark, hvor PET og FE ikke øjeblikkeligt orienterede spanske myndigheder, for det ville have ændret sagen fuldstændigt.

Men også på spansk side gik alt galt:

»Anklagemyndigheden skulle aldrig have rejst en sag mod Samsam for at tilhøre Islamisk Stat, idet han rejste til Syrien, før IS overhovedet var i landet. Anklageren havde ingen beviser for, at Ahmed Samsam sendte penge til Islamisk Stat eller ønskede at købe våben. Og domstolen skulle ikke have dømt ham; princippet om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, blev alvorligt ignoreret. Det stod under sagen klart, at han aldrig havde tilsluttet sig Islamisk Stat og at han bare var på ferie i Spanien, hvor selv Guardia Civil havde set ham drikke alkohol, tage stoffer og gå til fest med kvinder.«

Men, og det er forklaringen, den perfekte storm havde ramt Ahmed Samsam: Når hele systemet, politiet, anklagere, domstole, så på Ahmed Samsam, så de intet andet end en farlig, radikaliseret, IS-kriger med flere Syriens-rejser bag sig, ikke en mand på ferie med sine venner.

I dag ved vi, at Ahmed Samsam i de sidste feriedage i juni 2017 ikke ville købe et våben, han havde ingen penge; han ville bare til Marokko; efter anholdelsen fortæller han de politifolk, der afhørte ham, at han havde arbejdet for de danske efterretningstjenester, og han regner med, at det hele ville blive fixet.

Men sådan gik det ikke.

Ingen opkald, han kunne lave til nogensomhelst i Danmark, kunne få Ahmed Samsam ud af sin knibe og ud af fængslet. I stedet blev han idømt otte års fængsel for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, for forsøg på at købe våben – og for at sende mindre beløb til sine gamle »krigerkammerater« i Syrien, som han af PET og FE var betalt for blive venner med.

Adam fra Odense, som har kendt Ahmed Samsam fra teenageårene, gentager flere gange under vores interview, at »hele sagen lugter«.

»Der er sikkert ting, Ahmed gennem tiden burde og kunne være blevet dømt for. Men dét her i Spanien er ikke en af dem. Han er udsat for justitsmord. Det hele lugter af, at dansk politi bare ville have ham af vejen,« siger han.

Ahmed Samsam sidder stadig bag tremmer i Spanien, og der har han siddet i mere end 900 dage. Og han fortæller i et af sine knap otte minutters opkald til lillebroren og Berlingske, at alle »er fucking ligeglade«.

Det er svært at sige ham imod, og forbindelsen bliver afbrudt igen. Lillebror Osama sidder nervøst tilbage på biblioteket, hvor vi møder ham:

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvem skal jeg skrive til?«

Vi ved det heller ikke.