Emilie Mengs mor i skarp kritik af politiet: »Gerningsmanden kunne måske være fundet i dag«

Moderen til den 17-årige Emilie Meng rejser i en ny TV-dokumentar skarp kritik af politiets efterforskning af sin datters forsvinden og død i 2016. Flere forhold sår nu tvivl om politiets efterforskning af sagen.

I ugerne og månederne efter Emilie Mengs forsvinden forsøgte hundredvis af frivillige at finde den forsvundne 17-årige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

En sen sommernat i juli 2016 forsvandt den 17-årige Emilie Meng sporløst. Efter en bytur forlod hun sine venner ved stationen ved deres hjemby Korsør, hvorfra hun ville gå hjem alene. Hun nåede aldrig så langt. Næsten et halvt år senere, juleaftensdag 2016, blev hun fundet død i Borup på Midtsjælland. Og i dag – mere end tre år efter Emilie Mengs forsvinden – er gerningsmanden stadig ikke fundet.

I den nye dokumentar »Emilie Meng – en efterforskning går galt« undersøger DR politiets efterforskning af sagen, og på flere punkter sås der tvivl om politiets arbejde. I udsendelsen står Emilie Mengs mor, Helen Meng, også frem offentligt for første gang og sætter ord på sagen. Hun fortæller om den altomsluttende sorg, som har præget hende og familien, og hun retter også en skarp kritik mod politiet.

»Der er rigtig meget vrede. Selvfølgelig først og fremmest mod ham, der har gjort det her og ødelagt Emilies liv og vores liv. Selvfølgelig sekundært politiet fordi de i den grad har sløset med det her. Gerningsmanden kunne måske være fundet i dag, hvis de havde gjort deres arbejde ordentligt,« siger Helen Meng.

Om morgenen 10. juli 2016 opdagede Helen Meng, at hendes datter ikke var kommet hjem efter byturen. Datterens værelse var tomt, og Helen Meng kontaktede en af de veninder, som også var med på byturen aftenen forinden. Emilie var gået alene hjem, sagde veninden.

»Så løber det mig bare koldt ned ad ryggen. Instinktivt ved jeg, at der er et eller andet fuldstændig galt,« siger Helen Meng om episoden.

»Helt grotesk«

I dokumentaren kortlægges området omkring Korsør Station, hvor Emilie Meng formodes at være forsvundet. Det kommer eksempelvis frem, at politiet har forsømt at indhente billeder fra flere overvågningskameraer, som kunne have indeholdt vigtige spor om gerningsmanden. Herunder et overvågningskamera, som peger ud mod motorvejen mod Borup, hvor Emilie Meng blev fundet.

»Det er helt grotesk, at de ikke har tjekket,« siger Helen Meng i dokumentaren:

»Så kan jeg jo kun tænke på alt det andet, de ikke har gjort.«

I månederne efter Emilie Mengs forsvinden efterlyste politiet en hvid kassevogn, som flere vidner havde set i de tidlige morgentimer den sommerdag, hvor den 17-årige forsvandt. Et vidne, som havde set kassevognen, blev først afhørt af politiet, efter at han havde fortalt sin historie i dagbladet B.T., fremgår det også i dokumentaren.

Det er ikke første gang, der rejses kritik af politiets efterforskning af sagen. Tidligere er det kommet frem, at politiet ikke har indhentet overvågningsbilleder og afhørt potentielt vigtige vidner før sent i forløbet.

Og da politiet i efteråret 2018 nedsatte en gruppe af erfarne efterforskere, var det også netop for at »se på, om der er noget i vores store arbejde, vi har overset«, som politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, sagde til DR.

Fejl i teleoplysninger

Mens politiets nye gennemgang af sagen heller ikke førte frem til gerningsmanden, fandt man til gengæld ud af, at der var fejl i de teledata, som var indgået i politiets efterforskning. Netop Emilie Meng-sagen var en af de sager, som fik politiet til opdage fejl i teleoplysninger, som nu har betydet, at over 10.000 sager skal gennemgås.

»Vi har at gøre med en efterforskning, hvor man i tre år har arbejdet ud fra ufuldstændige oplysninger. Det kan jo netop have haft fatale konsekvenser i en sag som denne,« har Meng-familiens advokat, Mai-Brit Storm Thygesen, tidligere sagt til Berlingske om forløbet.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har ikke ønsket at blive interviewet til dokumentaren.

I et skriftligt svar til DR lyder det, at »visse efterforskningsskridt ikke blev taget i opstartsfasen«, fordi man vurderede, at Emilie var løbet hjemmefra.

»Af hensyn til efterforskningen« vil politiet ikke svare på, hvor og hvornår der er indhentet videoovervågning, skriver DR.