Emil Lundbo er en af de mange ledige akademikere – men et job i IKEA er ikke noget for ham

Emil Lundbo fik i april en kandidat i psykologi og globale studier fra Roskilde Universitet (RUC). Han har været på dagpenge siden og forsøger at få et job eller gang i sin virksomhed. Nu har han lige været til jobsamtale i IKEA.

Emil Lundbo, kandidat i psykologi og globale studier fra RUC. Dimitterede 26. april og har været på dagpenge siden. Emil er ved at starte egen virksomhed op sammen med et par andre, hvor de vil udvikle værktøjer og kursusforløb, der skal hjælpe børn og unge til at blive afklaret om deres fremtid. Asger Ladefoged

Med eksamensbeviset i hånden og læren om det internationale samfund, økonomi og menneskets kerne i psykologien forestillede Emil Lundbo sig at blive HR-medarbejder, få et job på en ambassade eller i kommunikationsbranchen.

Men nu, syv måneder efter at Emil Lundbo afsluttede sin kandidatuddannelse fra RUC, lever han fortsat af dagpenge. Han bor på Nørrebro i København og sender seks-otte jobansøgninger af sted om måneden – et krav, hvis man vil modtage dagpenge.