En ekstraregning er nu på vej til borgerne i en række nordsjællandske kommuner.
Det oplyser det kommunale affaldsselskab Norfors i en pressemeddelelse.
Norfors’ bestyrelse har besluttet at opkræve »et ekstraordinært affaldsgebyr« på i alt 213 millioner kroner hos Norfors’ ejerkommuner, som er Allerød Kommune, Fredensborg Kommune, Helsingør Kommune, Hørsholm Kommune og Rudersdal Kommune. Det vil ske fra 1. januar 2024.
»Det er med meget stor beklagelse, at vi skal sende dette ekstraordinære affaldsgebyr ud til vores borgere. Vi ved, at det kan blive en belastning. Men lovens krav og frister er så korte, at det her er den eneste ansvarlige løsning lige nu og her,« siger formand for Norfors og borgmester i Hørsholm Kommune, Morten Slotved (K).
En af ejerkommunerne – Rudersdal Kommune – oplyser, at takststigningen hovedsageligt er et resultat af, at Norfors skal fremskynde afskrivningen af gælden på Usserødværket, der blev etableret i 2017.
Fremskyndelsen er en konsekvens af »lov om miljøbeskyttelse, lov om varmeforsyning, lov om elforsyning og selskabsskatteloven«.
Loven skal tilpasse affaldsforbrændingskapaciteten i Danmark for at undgå, at der opstår en overkapacitet, når danskerne i fremtiden skal sortere og genbruge mere.
Det skal ske gennem en liberalisering, som betyder, at affaldsforbrændingsanlæggene skal selskabsgøres fra 2025.
Selskabsgørelsen betyder imidlertid, at Norfors ikke længere vil have mulighed for at opkræve et affaldsgebyr for borgerne i ejerkommunerne fra sommeren 2025.
Dermed forsvinder en afgørende indtægt, som Norfors bruger til at betale af på den gæld, som Norfors stiftede i forbindelse med etableringen af Usserødværket.
Overvejer ekspropriationssag
Norfors bliver derfor nødt til at opkræve et højere affaldsgebyr fra 1. januar 2024 for at få nedbragt en del af gælden for Usserødværket hurtigere. Alternativet er, at ejerkommunerne kommer til at hæfte for gælden:
»Hvis ikke vi gør det, ender regningen hos kommunerne, for der vil ikke være andre til at betale af på gælden,« siger borgmester i Hørsholm Kommune, Morten Slotved.
I Hørsholm Kommune vil borgerne stå over for en takststigning på mellem 1.800-2.800 kroner årligt, oplyser Morten Slotsved til Berlingske.
I Rudersdal Kommune udskriver man fra nytår en ekstraregning på 2.000 for en typisk familiebolig, skriver SN.dk.
Loven, der trådte i kraft 1. juli 2023, har tidligere mødt hård kritik fra ejerkommunerne bag Norfors, fordi de mener, at loven rammer Norfors og dermed ejerkommunerne bag Norfors ekstra hårdt.
Norfors afdækker derfor muligheden for at anlægge en sag om ekspropriation mod staten:
»Hvis et selskab, eksempelvis, bliver ramt af loven med det man kalder 'hård intensitet', så kan der være tale om ekspropriation. Det mener vi, at Norfors med loven her bliver ramt af. Vi bliver ramt voldsomt af den nye lovgivning. Det bliver vi nødt til at følge op på med udgangspunkt i lovens eget bogstav,« lyder det fra Morten Slotved i pressemeddelelsen.



