Norfors-værket i Hørsholm vil nu stævne staten og kræver 750 millioner kroner i erstatning.
Det skriver DR.
Værket, som ejes af Allerød, Fredensborg, Helsingør, Hørsholm og Rudersdal, forventer at blive presset ud i en konkurs, når en ny lov om forbrændingsanlæg træder i kraft.
»Vi lægger sag an mod staten. Vi bliver nødt til at få dem til at acceptere, at det her er en ekspropriering,« siger bestyrelsesformand i Norfors og konservativ borgmester i Hørsholm Morten Slotved ifølge DR.
Det betyder, at firmaet skal have erstatning krone for krone, og det løber op i 750 millioner kroner, lyder det fra formanden.
Fagbladet Ingeniøren har talt med Frederiksberg-borgmester Michael Vindfeldt (S), som også erklærer sig parat til møde staten i retten.
»Det er klart, at det ikke er vores foretrukne aktivitet at skulle sagsøge staten, men min indstilling er, at det her bliver så smerteligt og potentielt livstruende for vores økonomi, at vi bliver nødt til at forfølge det hele vejen,« siger borgmesteren ifølge Ingeniøren.
Kan være ekspropriation
Lovforslaget, som andenbehandles i næste uge, handler om en liberalisering af affaldsforbrændingen i Danmark. På grund af grønne politiske planer om at sænke CO2-udledningen, skal danskerne sortere mere affald og genbruge mere.
Det medfører, at der brændes mindre affald af. For at undgå overkapacitet og tomme ovne på affaldsværkerne har regeringen planer om at nedbringe kapaciteten ved at få lukket nogle værker. Det skal ske gennem en liberalisering, hvor værkerne skal konkurrere mod hinanden, skriver DR.
Og dette vækker altså stærk utilfredshed hos Norfors-værket.
Spørgsmålet er, om der juridisk set er tale om ekspropriation. Ifølge lovforslaget kan det ikke helt udelukkes på forhånd:
»Det kan næppe på forhånd helt udelukkes, at konkurrenceudsættelsen under særlige omstændigheder kan ramme enkelte ejere af anlæg med en intensitet, så det kan få karakter af ekspropriation. Det må bero på en konkret vurdering,« står der i bemærkningerne til lovforslaget.




