Så blev det efterårsferie, hvor især de børn og unge, som i øjeblikket driver smitten forhåbentlig er mere hjemme, når de holder fri fra deres skoler og uddannelser.
Ifølge den tidligere direktør for Statens Serum Institut (SSI), Nils Strandberg Pedersen, er netop efterårsferien en kærkommen anledning til at bringe smitten lidt ned blandt de unge.
»Formentlig er de ikke sammen med nær så mange andre unge, som når de befinder sig på et uddannelsessted,« siger han og tilføjer, at de bekræftede smittede topper hos de 10 til 30-årige.
»Blandt de 10-19-årige er smitten temmelig høj, og det gælder for så vidt også blandt de 20-29-årige med en spredning til andre aldersgrupper.«
Et andet billede, der tegner sig tydeligt er, at smitten flytter rundt i landet. I disse dage topper den i provinsen med Struer, Skive og Brønderslev som de byer, hvor smitten er relativt høj.
»Struer, Skive og Brønderslev er uddannelsesbyer med mange unge, så det kan være en forklaring,« siger Nils Strandberg Pedersen.
»I København er smitten lige så stille på vej ned - selv om den stadig er høj. Så overordnet kan man sige, at mens smittetrykket har været meget højt i København, er smitten nu på vej til provinsen, men dog fortsat høj i blandt andet Ishøj.«
Under nogenlunde kontrol
Status er, at der siden fredag er konstateret 444 yderligere smittetilfælde og to nye dødsfald med corona, mens der fortsat er 103 indlagte, hvoraf 20 er på intensiv og 13 af disse i respirator.
»Generelt er antallet af smittede nogenlunde stabilt, men stadig højt,« vurderer Nils Strandberg Pedersen. Han fremhæver det positive ved, at antallet af indlagte også på intensiv er stabilt. For Europa er smitten stadig høj, men dog under nogenlunde kontrol.
Herhjemme er vi stadig ikke gode nok til at beskytte de ældre, mener han.
»Det er for dårligt, at plejepersonalet i langt højere grad ikke bliver testet. Vi har de her hurtig-tests. De er måske ikke 100 procent perfekte, men de er gode til, at man så kan finde ude, om der er nogle ansatte, som er smittede og derfor skal sendes hjem.«