Ekspert går i rette med politiker: »Jeg mener absolut, at Rusland er en trussel mod Danmark«

Enhedslistens Søren Søndergaard mener, at Rusland ikke udgør »en militær trussel mod alle Europas lande«, herunder de baltiske, men nu går en professor på området i rette med politikeren og påpeger, at politikeren glemmer den særlige musketered blandt NATOs medlemslande.

 
Det udløste råb af overraskelse, da Enhedslistens Søren Søndergaard i Folketingssalen fredag blev spurgt, om partiet ser Rusland som en trussel mod Europa lige nu. Video: Folketings-tv Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en debat om den kommende folkeafstemning om at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet stillede SFs Anna Valentina Berthelsen et spørgsmål.

»Mener Enhedslisten, at Rusland er en trussel mod Europa lige nu?«

»Generelt er svaret nej,« lød det overraskende svar fra Enhedslistens udenrigsordfører, Søren Søndergaard, der endda fik statsminister Mette Frederiksen (S) til at råbe »what?« mens hun hoppede i stolen og tog brillerne af.

Havde Trine Flockhart, der er professor ved Center for War Studies på SDU, fået samme spørgsmål, ville hun have svaret det stik modsatte.

»Jeg ville sige ja, og jeg mener absolut, at Rusland er en trussel mod Danmark. Spørgsmålet er, hvad vi mener med en trussel,« siger Trine Flockhart.

Søren Søndergaard siger nu til Berlingske, at hans ord er taget en smule ud af kontekst.

»Når folk misforstår det på den måde, har jeg ikke udtrykt mig klart nok. Rusland udgør ikke en militær trussel mod alle europæiske lande. Det skulle jeg have sagt,« siger han og påpeger, at Rusland dog udgør en trussel mod nogle europæiske lande, såsom de baltiske stater og lande som Georgien og Moldova.

Han slår dog fast, at Rusland ikke udgør en konkret militær trussel mod Danmark.

»Rusland udgør ikke en konkret militær trussel mod Danmark. Rusland udgør en trussel mod Danmark på en lang række andre områder. For eksempel på cybersikkerhed og misinformation,« siger Søren Søndergaard.

Men det er noget vrøvl, når der eksempelvis er tale om de baltiske lande, forklarer Trine Flockhart.

»Vi står over for en trussel på alle mulige andre måder, heriblandt cyberangreb og risikoen for at blive trukket ind i en krig, hvis den eskalerer til et NATO-land. Så er vi jo med i krigen,« siger hun og henviser til NATOs artikel 5 – den såkaldte musketered, hvor et militært angreb på ét medlemsland er et angreb på alle medlemslandene.

»Det er hele grundlaget for dansk forsvar,« påpeger Trine Flockhart og uddyber, hvorfor Rusland udgør en trussel:

»Der er så mange ting i spil. Der er en lille trussel om, at krigen eskalerer, men når det er sagt, så kan der ske uheld, og tingene kan komme ud af kontrol på mange forskellige måder. Truslen er der, det er der ingen tvivl om,« siger hun.

Danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet 1. juni.