Det vil sandsynligvis ikke gøre nogen stor forskel, at forsamlingsforbuddet sænkes fra ti til fem.

Sådan lyder det fra Nils Strandberg Pedersen, der er tidligere direktør for SSI.

»Jeg tror ikke, at det vil give en kæmpestor effekt i forhold til det forsamlingsforbud, vi har i dag. Det tror jeg ikke,« siger han.

Regeringen holder i dag kl. 15 pressemøde, hvor det ifølge flere kilder formodes, at forsamlingsforbuddet vil blive skærpet.

Det sker, efter af flere af regeringens støttepartier har efterspurgt ekstra restriktioner på grund af den mere smitsomme virusmutation fra Storbritannien, der lige nu florerer blandt borgerne.

Ifølge TV 2 kommer anbefalingen om at halvere forsamlingsforbuddet direkte fra Statens Serum Institut.

Men Nils Strandberg Pedersen formoder, at langt de fleste allerede overholder retningslinjerne i forhold til ikke at ses med for mange mennesker.

»Der kan selvfølgelig godt være, at der er nogle unge, der forsamles for mange, eller at man gør det her for at regulere en uhensigtsmæssig adfærd i nogle boligområder. Det ved jeg ikke. Men to tredjedele af befolkningen opfører sig jo, som de skal, og så er der en tredjedel tilbage, som måske ikke gør det. Sådan vil det altid være. Men man kan sige, at et lavere forsamlingsloft vil understrege situationens alvor,« siger han,

Ifølge den tidligere SSI-direktør vil et krav om to meters afstand i butikker dog give mening at indføre.

»Man burde indskærpe over for folk eller måske endda påbyde, at de kun må gå én fra hver husstand i butikkerne, medmindre noget særligt gælder. Det er vanvittigt, at man ser mor, far og to børn tage ud sammen for at købe en liter mælk,« siger han.

De nyeste tal fra SSI viser, at der tirsdag er 1.992 nye smittede med coronavirus og en positivprocent på 2,66. Samtidig er antallet af indlæggelser faldet med 22.