I godt 100 år var det i Socialdemokratiet et princip, at man ikke modtager ordener fra Kongehuset.

Men standpunkter kan som bekendt ændre sig, og først i januar stod det klart, at der var nye boller på S-suppen.

Nu er Frederiksberg-borgmester Michael Vindfeldt (S) som den første socialdemokrat efter ændringen blevet slået til ridder af Dannebrog.

Ridderkorset modtager han for sit 19 år lange virke i kommunalbestyrelsen, skriver borgmesteren i et opslag på Instagram.

»Helt særligt var det, fordi ridderkorset er et af de absolut sidste, der blev uddelt med H. M. Dronning Margrethes monogram. Det var en meget stor oplevelse,« lyder det.

»Dermed bliver jeg den sidste borgmester, der modtog det i Dronning Margrethes regeringstid (det viste sig at være tildelt lige inden tronskiftet), og den første siden Socialdemokratiet her i januar har opgivet sine sidste symbolske betænkeligheder ved kongehuset, da socialdemokrater på Christiansborg nu også kan modtage ordner.«

Havde sagt ja alligevel

Mens partiets folketingsmedlemmer som udgangspunkt har sagt nej til ordener, har der været større appetit på kongelig anerkendelse blandt socialdemokratiske borgmestre.

Ifølge en optælling foretaget af DR har 13 nuværende S-borgmestre – foruden Michael Vindfeldt – taget imod ridderkorset fra dronning Margrethe.

Michael Vindfeldt havde da også tænkt sig at sige ja lige meget hvad.

»Jeg blev indstillet sidste år, og jeg havde besluttet at tage imod Ridderkorset, uanset mit partis linje. Det havde jeg, fordi jeg er enormt stolt af vores kongehus og af vores nu afgåede dronning,« siger han til FrederiksbergLIV.

Var allerede indstillet

Beslutningen blev truffet på et gruppemøde i kølvandet på, at dronning Margrethe sprængte sin nytårsbombe og meddelte, at hun agtede at abdicere.

I dagene op til talte tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt varmt for at opgive modstanden mod kongelige ordener. Siden kom også partiets næstformand og borgmester i Køge Marie Stærke på banen.

I en kommentar i Berlingske plæderede netop Michael Vindfeldt og forsvarsordfører Simon Kollerup for, at det var tid til et opgør med partiets »symbolske forbehold«.

Ingen seriøse, ledende kræfter i Socialdemokratiet har for alvor har sat spørgsmålstegn ved Kongehuset siden Stauning, lød det.

På dette tidspunkt var Michael Vindfeldt altså allerede indstillet.

Den 9. januar kom så meldingen:

»Det bliver sådan herfra, at det er op til den enkelte socialdemokrat, om man ønsker at tage imod det. Tiden er en anden, end den var for 100 år siden, hvor den tradition blev fastlagt,« sagde statsminister Mette Frederiksen (S).

Michael Vindfeldt blev mandag aften overrakt ridderkorset af viceborgmester Lone Loklindt (R) under et kommunalbestyrelsesmøde.

Hvornår han skal i audiens hos kong Frederik og sige tak for det, ved han endnu ikke.