Dreng på 15 år sigtes for drab på sin mor

Ambulancereddere forsøgte uden held at genoplive knivsåret kvinde i Ringsted mandag aften.

Politi og teknikere er til stede ved boligkomplekset Trekanten 2 i Ringsted hvor en 38 årig kvinde er blevet stukket ned med en kniv mandag den 29. juli 2019. En dreng på 15 år er blevet anholdt for at have dræbt sin mor i Ringsted tidligt mandag aften, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Det skriver Ritzau, tirsdag den 30. juli 2019.. (Foto: Presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix) Presse-fotos.dk

En dreng på 15 år er blevet anholdt for at have dræbt sin mor i Ringsted tidligt mandag aften, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Moren blev stukket med kniv i en lejlighed på Schaldemosevej. Ambulancefolk forsøgte tidligt mandag aften at genoplive kvinden, men uden held. Hun blev 38 år.

På adressen anholdt politiet hendes søn på 15 år, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

»Der er tale om en tragisk og ulykkelig sag i nære familierelationer,« udtaler vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, der leder efterforskningen.

Han ønsker ikke at udtale sig nærmere om baggrunden for knivoverfaldet.

I et retsmøde i Roskilde skal en dommer tirsdag eftermiddag afgøre, om drengen skal varetægtsfængsles. I givet fald vil han formentlig blive frihedsberøvet på en lukket institution for unge.

Det var lidt efter klokken 19, at politiet modtog en anmeldelse om et "mistænkeligt forhold", hedder det i pressemeddelelsen tirsdag.

Forbrydelsen fandt sted i et lejlighedskompleks, som er kendt som Trekanten 2, skrev det regionale medie sn.dk mandag aften.

Hele aftenen arbejdede retsmedicinere såvel som politiets kriminalteknikere på stedet, oplyser politiet.

/ritzau/