En 27-årig lokal mand har tilstået drabet på den kvindelige amerikanske forsker, Suzanne Keaton, der blev fundet i en bunker på Kreta sidste mandag. Det skriver CNN.
Den mistænkte fortalte, da han tilstod drabet, at han havde set Suzanne Eaton, da hun var ude at løbe.
På et pressemøde tirsdag sagde Kretas politichef, Konstantinos Lagoudakis, at den mistænkte »med seksuelt overgreb som et sandsynligt motiv ramte hende to gange med sin bil for at immobilisere hende«. Da hun mistede bevidstheden, lagde han hende i bilens bagagerum og kørte hende til bunkeren.
Politidirektøren fortalte også, at forskeren blev voldtaget.
Hjulspor og telefonsignal øger mistanken
Politiet fandt frem til den mistænkte, da de koblede hjulspor i nærheden af bunkeren til den 27-åriges bil.
I første omgang nægtede han at have været i nærheden af bunkeren den seneste måned, men signaler fra hans telefon viste, at den havde befundet sig i nærheden af gerningsstedet på dagen, hvor Suzanne Eaton forsvandt.
Desuden var den mistænktes bil blevet gjort rent efter forskerens forsvinden, hvilket også var med til at øge politiets mistanke.
Den mistænkte er gift, far til to og ejer jord i nærheden af gerningsstedet.

Suzanne Eaton havde været meldt savnet i over en uge, da hendes lig blev fundet. Hun var ansat som molekylærbiolog i Tyskland og var på Kreta for at deltage i en videnskabelig konference.
Familie, venner og kollegaer har udsat en dusør på 50.000 euro for oplysninger, der kunne lede dem i retning af hende.