Patienterstatningen anerkendte for nylig erstatning i en sag om en plejehjemsbeboer, der døde som følge af covid-19. Men ikke kun dødsfald kan udløse patienterstatning, lyder det fra Patienterstatningen.
Når en beboer bor på plejehjem og bliver smittet med covid-19 af plejehjemspersonalet i forbindelse med behandling for en anden lidelse – og dør af det – er det mere, end der kan og bør forventes, når beboeren kun er i kontakt med personale og øvrige beboere.
Det er Patienterstatningens afgørelse i sagen om en 91-årig kvinde på et vestjysk plejehjem, der med overvejende sandsynlighed blev smittet af plejepersonalet efter sundhedsfaglig behandling.
Derfor er sagen blevet anerkendt, og erstatningen til de pårørende bliver efterfølgende afgjort.
Den er én blandt 268 sager, hvor der er rejst krav til Patienterstatningen i covid-19-sager. Og den første sag, der omhandler et dødsfald på et plejehjem, som anerkendes af Patienterstatningen.
Derfor er den med til at lægge linjen for andre sager med smitte på plejehjem, da det er en principiel sag, fortæller direktør for Patienterstatningen Karen-Inger Bast.
Sagen er anerkendt på trods af, at personalet ikke har handlet forkert, for selvom personalet har handlet korrekt, er der stadig mulighed for erstatning. Sandsynligheden for, at kvinden er blevet smittet af personalet, er nemlig over 50 procent, hvilke ifølge loven er grænsen for erstatningskravet i disse tilfælde, fortæller Karen-Inger Bast.
»Hvis man som sundhedsfaglig personale handler anderledes, end man burde, og der sker en skade, som medfører døden eller varige mén – så er der tale om erstatning. Men det kan der også være, hvis personalet har gjort præcis, som de burde, men der alligevel er sket en alvorlig skade, ligesom det er sket i dette tilfælde, hvor patienten jo er død,« siger hun og henviser til »tålereglen«, der vurderer skaden ud fra, hvad man som patient burde kunne tåle, når man opvejer sygdommen med behandlingen.
Men døden er ikke den eneste følge, der kan udløse erstatning – heller ikke i covid-19-sager, tilføjer hun.
Varige mén, hvor skaden går ud over mere end fem procent af kroppens funktionsevne, kan også give udslag til erstatning.
Erstatningen kan eksempelvis dække tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, helbredelsesudgifter, forsørgertab eller erhvervsevnetab, hvoraf de to sidstnævnte er aldersafhængig.
Men fordi covid-19 er en forholdsvis ny infektionssygdom, er der ifølge Karen-Inger Bast begrænset viden om varige mén i covid-19-tilfælde, og derfor er det også for tidligt at spå om, hvorvidt der vil være sager, hvor erstatning tildeles på baggrund heraf.
Først et år efter, skaden er sket, vil man typisk kunne vurdere, om der er tale om varige mén, fordi man ved andre sygdomme har set mén, der går i selv igen.
Erstatning i sager med dødsfald gives til begravelsesudgifter og forsørgertab. Dog er forsørgertabserstatning alder- og indkomstafhængig, fortæller Karen-Inger Bast.
Der er indtil nu indgivet 268 sager om erstatningskrav ved covid-19-sager til Patienterstatningen, hvoraf 10 af dem er blevet anerkendt.
