B.1.1.7 sætter ild til coronabål. Derfor kan fortsat høje smittetal forlænge nedlukning i flere måneder

Det vækker stor bekymring i regeringen, at den engelske variant fylder mere og mere og nu er oppe på et kontakttal på 1,25. Trods en omfattende nedlukning siden jul ligger smittetallene også stadig på 300-500 om dagen. Eksperter advarer mod større genåbning.

Det brænder stadig.

Antallet af coronasmittede bliver ved med at ligge på et relativt højt niveau på omkring 300-500 om dagen, og den engelske variant gør nu for alvor sit indtog i så stort omfang, at den risikerer at blive affyringsrampe for en kraftig stigning i tallene, som på ny vil kunne presse hospitalerne til det yderste med et meget stort antal coronaindlagte.